UDLAND

Minister: Israel har ødelagt Syriens flådestyrke

Israelske styrker er i aktion i Syrien for at forhindre mulige trusler mod Israel, siger forsvarsminister.

Israelske soldater ved et pansret militærkøretøj nær den såkaldte Alfalinje, der adskiller de israelsk besatte Golanhøjder fra Syrien.
Offentliggjort

Israelske krigsskibe har ødelagt den syriske flådestyrke i angreb mandag aften. Det meddeler Israels forsvarsminister, Israel Katz, tirsdag.

Den omfattende operation er led i en bredere indsats for at eliminere strategiske trusler mod Israel, siger ministeren videre.

- IDF (Israels militær, red.) har i de seneste dage opereret i Syrien for at angribe og ødelægge strategiske kapaciteter, der truer staten Israel. Flåden opererede i aftes for at ødelægge den syriske flådestyrke med stor succes, siger Katz ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ministeren oplyser ikke umiddelbart, hvad der konkret er ramt.

Men ifølge det britiske sikkerhedsselskab Ambrey har de israelske angreb ødelagt mindst seks flådefartøjer.

Fem af dem er blevet sænket, mens fotos viser, at et sjette skib har fået slagside efter de israelske angreb.

Der er dog ikke tegn på, at der er sket skade på infrastrukturen i havnen, meddeler Ambrey.

Forsvarsminister Katz var tirsdag på besøg på en flådebase i den israelske havneby Haifa.

Her siger han videre, at israelske styrker nu er ved at etablere sig i en bufferzone mellem Syrien og Golanhøjderne. Sidstnævnte har været annekteret af Israel siden 1967.

Katz har beordret oprettelse af en "steril forsvarszone" i det sydlige Syrien for at forhindre mulige trusler mod Israel.

- Sammen med premierministeren har jeg instrueret IDF i at etablere en steril forsvarszone fri for våben og terrortrusler i det sydlige Syrien, siger Katz ifølge AFP.

Det sker for "at forhindre etablering og organisering af terrorisme i Syrien".

Der er ikke tale om en permanent tilstedeværelse, understreger ministeren.

Israel har i de seneste dage rettet flere store angreb mod syriske militærbaser, skriver Times of Israel.

Det kommer, efter at oprørere med den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS) i spidsen har væltet præsident Bashar al-Assad og overtaget magten i Syrien.

FN's særlige udsending til Syrien, Geir Pedersen, opfordrede tidligere tirsdag Israel til at stoppe de militære operationer og bombardementer.

- Det skal stoppe. Det er ekstremt vigtigt, sagde Pedersen ifølge AFP.

Siden Assad blev afsat, har Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) registreret over 300 israelske angreb mod mål i Syrien.

Sohr følger fra et kontor i Storbritannien situationen i Syrien via et netværk af kilder.

Foruden den syriske flådestyrke har også Rusland haft en flådebase ved den syriske havneby Tartus.

Satellitfotos, der er taget tirsdag, viser ifølge Reuters, at mindst tre russiske fartøjer ligger for anker i Middelhavet omkring 13 kilometer fra Tartus.

Rusland har indtil for nylig haft fem skibe og en ubåd på basen i Tartus.

Powered by Labrador CMS