Myggene må stikke ham hvis de vil

For et par år siden havde svenske Viktor Gårdman et sommerjob ved Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut).

På en af sine første arbejdsdage var han ude ved forskningsstationen i Kangerluarsunnguaq (Kobbefjorden) for at tage prøver. Om aftenen havde han og andre ansatte ved Pinngortitaleriffik drukket en øl på hyttens veranda. Solen havde skinnet, og de havde nydt udsigten i fulde drag.

Da Viktor Gårdman kom tilbage til Kangerluarsunnguaq en uge senere, havde han set frem til at gentage fyraftensritualet: Gå udenfor, knappe op, slappe af. Men her ramte virkeligheden ham, den, som kommer snigende hvert år samtidigt med, at isen smelter. Du ved det allerede:

- Det var sådan, BOOM, og så var der hundredvis af myg i hovedet på mig, fortæller Viktor Gårdman, der i dag er ph.d.-studerende ved Pinngortitaleriffik.

Irritation blev til fascination og i dag forsker han i, hvorfor myggene og knottene er her, der og allervegne. I øjnene, ørene og munden på dig, og alle mulige andre steder, hvor de heller ikke er blevet inviteret. Eller, som han selv formulerer det:

- Hvilken rolle flyvende, bidende insekter spiller i det arktiske økosystem.

Multitasker i naturen

Vi er trådt ind i en af de hytter, der hører til selvsamme forskningsstation, og sidder omkring et spisebord i køkkenet. På en opslagstavle hænger en seddel med observationer (for et par dage siden blev der set tuttu, rensdyr), og på hylderne er der natur-opslagsværker, spil og skønlitteratur til aftenerne uden for telefonsignalets rækkevidde.

- Ved du hvor hvepsene er, spørger en af naturinstituttets andre ansatte, Paula Schmitz, der desuden er gift med Viktor Gårdman.

- De er i køleskabet, svarer han.

Hun åbner køleskabet, og tager fat i nogle beholdere blandt madvarerne i køleskabet.

Egentlig var det en interesse i tigere, der fik Viktor Gårdman til at søge ind på biologistudiet ved Sveriges Lantbruksuniversitet i Uppsala, SLU. Men allerede på uddannelsens første år fik en underviser sporet hans interesse ind på en artsgruppe af en lidt anden størrelse. I mikroskopet så den unge biologistuderende nemlig noget, han aldrig havde kendt mage til: Elektriske farver, pelsede vinger, monsteragtige øjne og antenner, der lignende horn. 

- Det var ligesom at træde ind i en science fiction, siger Viktor Gårdman.

Fascinationen hos den unge forsker er ikke til at tage fejl af. I hans øjne er myg og knot helt utrolige skabninger.

I løbet af myggenes tre uger lange liv sker der heller ikke så lidt. Først fødes de som æg og lever i vand, så bliver de pupper og udvikler en myggekrop, og så flyver de, lever af nektar fra planterne og henter blod fra dyrene. Så parrer de sig, lægger æg og gentager - indtil de dør.

- Nu bliver det måske lidt filosofisk, men jeg synes det er så fascinerende, hvordan de fødes med alle de kundskaber, siger han.

Myggenes snabel, altså den, de stikker med, består af syv dele med forskellige funktioner: Saven, som finder et godt sted at stikke og med små tænder saver huden åben; støttedele, som holder såret åbent; sugerøret, som suger blodet op og indsprøjteren som sørger for at blodet ikke størkner. Det er også de enzymer som forårsager den allergiske reaktion, som gør at et myggestik klør, bliver rødt og svulmer op.

- Det er faktisk helt utroligt! Hvordan kan sådan en lille myg vide, hvordan den skal finde blod? Der er jo ingen mygge-skole, siger Viktor Gårdman.

På bordet foran os står et mikroskop. Med øjnene rettet mod det forstørrede billede og en pincet i hånden, flytter Viktor Gårdman rundt på Aades nigripes og Simulium vittatum (forskellige arter af myg). Stikmyg og de mindre kvægmyg eller knot, som begge er typiske for Grønland.

En mygge-atombombe

- Mine gamle venner hjemmefra synes nok jeg er mærkelig, siger Viktor Gårdman.

Som ung i den svenske by Norrköping dansede han breakdance og stod på skateboard. Nu sætter han en nylonstrømpe fast til en plastbeholder.

- Der findes specialudstyr, men den her fungerer lige så godt, siger han. Nylonstrømpen bruger han som en form for si til at tømme indsamlede insektprøver.

I sit forskningsprojekt undersøger Viktor Gårdman, hvor mange forskellige slags myg og knot der findes i Grønland, og hvor de befinder sig. Som led i projektet har han været i Tasiilaq, Ilulissat, Maniitsoq, Narsaq, Kangerlussuaq og Aasiaat. Dommen er klar:

- Det er i Maniitsoq, at der er flest myg, siger han, men tilføjer, at det afhænger meget af vejret og sæsonen.

Spørgsmålet, der har drevet ham, er hvilken betydning myg og knot har. Altså, når der nu er så mange, hvilke dyr og planter får så gavn af det?

Viktor Gårdman hader at viderebringe dårlige nyheder, men:

- Det lader til, at myggene ikke er så vigtige igen, siger han. 

Nogle steder er myg føde for fugle og edderkopper, og derfor har Viktor Gårdman fået analyseret indholdet af mavesæk og afføring fra disse dyr. Men med udgangspunkt i dataen, der blev indsamlet i 2024, har han måttet konkludere, at de ikke bliver spist.

Det lader altså til, at ingen dyr her er afhængig af dem som føde. Det kan forklare, hvorfor der er så mange myg.

Kvægmyggenes æg bliver udklækket i vand, og mens de ligger der, udgør de en kilde til føde for fisk. Men når de først flyver, så lader det altså til, at de og stikmyggene ikke spiller nogen særlig rolle i økosystemet. Altså ud over at være en pestilens mange steder i Grønland.

- Men altså, det betyder jo ikke, at vi skal sprænge en mygge-atombombe, siger Viktor Gårdman.

Det piner Viktor Gårdman lidt, at han ikke kan komme med et entydigt svar på, hvilken rolle myggene spiller i Grønlands økosystem. Men samtidigt pirrer det hans nysgerrighed:

- Som forsker synes jeg det er ret cool, når man må stille nye spørgsmål. Hvorfor er der ingen der spiser dem, når nu der er så mange af dem?

Fanger aldrig nok

Viktor Gårdman er bidt af insekter. Selv under sin bryllupsrejse i maj, fandt han tid til at skrive på en ny bog om Madagasgars insekter.

- Jeg kan ikke længere bare gå en tur, uden at ville undersøge noget, siger han.

Med en opvaskebalje i den ene hånd og et stort insekt-net i den anden går han ud i solskinsvejret. Han er iført myggenet og en t-shirt. Efter tre års forskning i de flyvende insekter er han nemlig holdt op med at bekymre sig om at blive stukket.

- Jeg har dræbt så mange, så jeg vil gerne give noget tilbage, siger han.

Det er kun hun-myggene, der suger blod. Blodet er nemlig ikke til dem selv, men til deres æg. I dyreblod er der imidlertid en masse vand, som myggene udskiller, før de giver proteinet fra blodet til fremtidens myg. I Arktis kan myg dog langt fra være sikre på at støde på et dyr. Og derfor er blodet faktisk ikke en forudsætning for at de kan lægge æg. Se det nærmere som en slags madpakke.

Viktor Gårdman estimerer, at han har indfanget mellem 10.000 myg og 20.000 knot i Grønland. Alle er døde i forskningens navn.

- Folk siger altid, at jeg ikke fanger nok, siger han.

Efter en frokost bevæger Viktor Gårdman sig igen ud af hytten for at tømme sine myggefælder. Fælderne ligner store projektørlamper der lyser ned mod jorden, eller hvide tipitelte i miniformat. Inde i dem ligger kemisk fremstillede dimser, der lugter af hud og af sved.

Myg bliver tiltrukket af kuldioxid – og faktisk kan de lugte vores udånding på over en kilometers afstand. Vil man helt og aldeles undgå myg, er det mest effektive råd derfor at holde vejret.

Vil man derimod tiltrække myg, og det vil Viktor Gårdman jo, så er om at koble fælderne til en kilde med kuldioxid. To af hans fælder er forbundet til gasflasker, der sender gassen ud, og to af dem er forbundet til en væske, der er en blanding af sukker, vand og gær. Blandingen medfører en kemisk reaktion, som udskiller kuldioxid. Lugten af den sætter sig i næseborene som vi nærmer os fælderne, sødt og surt.

I fælderne er der en slusemekanisme, som fører myggene ned i en lille sort netpose. Det suser rundt derinde. Viktor Gårdman lukker den i med en hurtig bevægelse og putter ned i en grøn taske som han hænger over skulderen. Han er tilfreds med mængden af myg, men antallet er ikke overvældende.

- Faktisk er det et dårligt myggeår i år, siger han.

Der er mange myg i Grønland, fordi der er så mange steder for dem at brede sig. De udvikler sig i vand, og hvor der er mange pytter, vandløb og søer er der derfor også mange myg. Normalt. Men fordi der ikke er faldet så meget sne i år, så er der heller ikke helt lige så vådt ude i landskabet. Desuden har det været varmt, og det har fået det vand der var, til at tørre ud. Alt i alt dårlige betingelser for myggene, hvis æg bliver udklækket i vand.

I Kangerluarsunnguaq er der omkring 400 arter af insekter og edderkopper, fortæller Viktor Gårdman.

I alt er der omkring 1200 arter. Det lyder måske af meget, men faktisk er det ret få. Fordi det er et relativt lille økosystem, er Grønland et ideelt sted at få viden om myggenes funktion, som også kan bruges andre steder i verden.

Derfor undersøger han som en del af sin ph.d. også hvilke virus som myggene bærer på, og hvad der får antallet af myg til at vokse eller falde. Sådan kan forskere nemlig blive bedre til at forudse, hvordan klimaforandringer påvirker myg og de sygdomme som spredes via dem. Men forskningsprojektet har også et andet sigte:

- Jeg vil ikke bare bidrage til forskningen. Jeg vil sørge for, at Grønlands befolkning får endnu mere viden om de myg, som irriterer dem hver sommer.

Den fremtid kommer myggene i Viktor Gårdmans taske dog aldrig til at opleve. Når han er tilbage i Nuuk, skal de nemlig direkte i fryseren. Det dræber dem - og så vil Viktor Gårdman se nærmere på dem i morgen.