Myten om den selvstændige økonomi: Er det tid til en føderation?

Det mærkes i de helt små møder i min hverdag her i Nuuk. 

Det er de diskrete spørgsmål fra bekendte, der undskyldende hører, om jeg kan undvære et beløb til at dække de sidste dage før næste månedsløn. Jeg ser det, når jeg går forbi Nuuk Center og Brugseni, hvor ansigterne på de mennesker, der beder om en skilling til dagen og vejen, bliver flere og mere desperate. 

Grønlands økonomiske pres er ikke længere kun en teoretisk øvelse for os økonomer; det er en rå virkelighed, der udspiller sig i vores hjem, i vores skoler, der tørster efter modernisering og hos de familier, hvor pengene simpelthen ikke rækker til månedens udløb.

I min hverdag ser jeg, hvordan overførselsindkomsterne er blevet til en elastik, der er strukket til bristepunktet. Som jeg påpegede i min forrige klumme, mener jeg, at bloktilskuddets nuværende reguleringsmekanisme kan være i direkte strid med menneskerettighederne.

Den nuværende model låser os fast i en økonomisk spændetrøje, der ignorerer de faktiske leveomkostninger i Arktis og behovet for en værdig tilværelse. Vi har i årtier klamret os til håbet om olie som den store befrier. Men som økonom må jeg stille det ubehagelige spørgsmål: Er det overhovedet realistisk, at olie i de nødvendige mængder kan sikre os økonomisk selvstændighed? 

Arktisk olieproduktion er ekstremt omkostningstung, og den globale grønne omstilling betyder, at markedet er ved at vende ryggen til fossile brændstoffer. Gør vi olien til vores eneste vej ud af afhængigheden, gør vi vores fremtidige frihed afhængig af et "råstof-kasino", hvor magten reelt ligger hos globale selskaber i fjerne bestyrelseslokaler.

73 år i venteværelset: Er selvstyret nået til vejs ende?

Efter 73 år under Folketinget er det på tide at spørge, om ægte ligeværd overhovedet kan opnås gennem det nuværende selvstyre. I dag bygger relationen på uddelegeret magt; vi har fået beføjelser inden for en ramme, vi ikke selv har været med til at fastlægge forfatningsmæssigt. 

Ligeværd opstår ikke, fordi man bliver behandlet pænt, men fordi ens rettigheder ikke kan ændres ensidigt.

Idet Selvstyreloven er en Folketingslov. For tiden uddelegeret til Grønland.

Inspireret af lande som Schweiz eller USA bør vi overveje en føderal model. En føderation betyder delt magt frem for uddelegeret magt. Her ville Grønland være en forfatningsmæssigt ligestillet enhed med egen forfatning og reel indflydelse på fælles anliggender som udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Det er forskellen på at være en modtager af tilskud og en ligeværdig partner i et fællesskab. Er vi klar til at skifte det trygge selvstyre ud med et partnerskab, hvor magten er delt og sikret?

Jeg spørger, fordi jeg hver dag ser mennesker, der lider, jeg hører historier fra folk, der arbejder med udsatte grupper. Hvordan skal vi ellers blive ligeværdige i rigsfælleskabet? Hvem kan løse denne gordiske knude?