Naaja til Folketinget: Grønlandske kvinder blev betragtet som nogle der skulle “forvaltes”
– Det der skete, er uundskyldeligt, men at noget er uundskyldeligt, fritager ikke de ansvarlige for ansvar, siger Naaja H. Nathanielsen i sit ordførerindlæg om godtgørelse fra dansk side til ofre i spiralsagen. Folketingsmedlemmet takker også kvinderne for at insistere på retfærdighed, og regeringen for at tage ansvar.
Inuit Ataqaitiit støtter lovforslaget, men mener at der er flere elementer i lovforslaget der er uklare.Foto: IA
Folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA) har fredag offentliggjort sit ordførerindlæg om lovforslaget til godtgørelse til ofre i spiralsagen.
Hun siger i indlægget, at grønlandske kvinder i 1960'erne og 70'erne blev betragtet som promiskuøse og uansvarlige og som "nogen der skulle forvaltes".
– Under det menneskesyn måtte pigernes og kvindernes ret til egen krop vige for statens befolkningspolitik og økonomiske interesser. Antikonceptionskampagnen blev igangsat efter kolonitiden, men tankegangen bag, har sit klare afsæt i den. Af dem der ønsker at retfærdiggøre eller forklare kampagnen, får vi ofte at vide, at tiltaget skete i bedste mening.
– At kampagnen blev igangsat for at beskytte kvinder og børn. Ifølge en tidligere grønlandsminister var det ligefrem noget af det bedste, der er sket for Grønland. Vi må jo forstå, at det var en anden tid. At virkeligheden og levevilkårene var uforsvarlige og at noget måtte gøres.
Ifølge Naaja H. Nathanielsen var der flere kvinder, der tilvalgte antikonception af egen fri vilje, men en høj fødselsrate eller fattigdom kan ikke forsvare, at "staten traf beslutning om at begrænse fødselsraten ved at udsætte grønlandske piger og kvinder for et indgreb mod deres vilje eller vidende."
Annonce
En tak til kvinderne
Sagen står ifølge Naaja H. Nathanielsen ikke alene. Andre eksempler tæller eksperimentbørn, de juridisk faderløse og de ulovligt adopterede. Det tegner et billede af en stat, der diskriminerede grønlændere og forvoldte både psykisk og fysisk skade.
– Det der skete, er uundskyldeligt, men at noget er uundskyldeligt, fritager ikke de ansvarlige for ansvar. Med den officielle undskyldning tog regeringen et nødvendigt og længe ventet skridt. Det krævede vedholdenhed at nå dertil. Og der skal først og fremmest lyde en tak til kvinderne for at insistere på retfærdighed. Samtidig skal der også lyde en tak til samtlige partier som var en del af den politiske aftale og til regeringen for at have fremsat lovforslaget og tage ansvar for de krænkelser, pigerne og kvinderne blev udsat for.
Naaja H. Nathanielsen fra IA til førstebehandling af L 11 i Folketingssalen.Foto: IA
Kritik af lovforslaget
Inuit Ataqaitiit støtter lovforslaget, men mener at der er flere elementer der er uklare.
Naaja H. Nathanielsen mener for eksempel, at kvinderne skal ydes godtgørelse for hver enkelt krænkelse, da nogle kvinder fik opsat flere spiraler uden samtykke. Derudover skal der være dispensation fra ansøgningsfristen, der er sat til 2028, og så skal kvinder der får afslag på godtgørelse, have en administrativ klageadgang, så de ikke bare henvises til domstolene.
– Derudover finder jeg det bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke vil forholde sig til Danmarks internationale forpligtelser i forbindelse med lovforslaget. Hvis der skal ske en fuldstændig oprejsning, må intet fejes ind under gulvtæppet. Staten må anerkende sit fulde ansvar i sagen, herunder også eventuelle brud på menneskerettighederne. Det forventer vi, at regeringen forholder sig til.
Ifølge Naaja H. Nathanielsen bør lovforslaget ikke ses som et punktum, men som en del af et bredere opgør med de historiske uretfærdigheder, som grønlændere har været udsat for.
– Vi vil ikke længere acceptere at blive forskelsbehandlet. Vi gør krav på at blive behandlet ligeværdigt. Vi gør krav på vores ret til selvbestemmelse. Og vi gør krav på en plads ved bordet.