NIIK og Inoqqat: Hele handicapområdet skal reformeres

Børn og unge med handicap svigtes af samfundet, fordi de flyttes til institutioner, hvor fokus er på institutionen i stedet for på de særlige forhold, der er diagnosticeret på hver enkelt ung med handicap, som kræver særlig behandling og særlig støtte.

Når de unge flyttes til en døgninstitution, ser man på, hvad døgninstitutionen tilbyder, i stedet for på, hvad den unge har brug for.

– Det kan lyde som om, det er det samme, men det er det ikke, og det betyder, at mange børn og unge med handicap fejlbehandles og placeres på en forkert institution, fortæller Viggo Johansen, der er formand for Inooqat, der er en forening for forældre med udviklingshæmmede børn og unge. Desuden er han formand for Nunatsinni Inuit Innarluutillit Kattuffiat (NIIK), der blev etableret i 2018 og er en paraplyorganisationen for seks handicaporganisationer i Grønland.

Vi har spurgt ham om, en ny handicaplov vil sikre, at menneskerettigheder, handicapkonvention og lovgivning fremover vil blive overholdt og efterlevet for mennesker med handicap i Grønland.

– Nej, desværre. En ny lov vil ikke gøre det alene. Den lov, som trådte i kraft 1. januar 2019, er endnu ikke blevet implementeret fuldt ud. Specielt behandlingen af sagerne, udredninger for at belyse behovet for støtteforanstaltninger, tildeling af rette støtteforanstaltninger, halter rigtig meget.

– Vi ser flere årsager til det, siger Viggo Johansen.

De væsentlige er personalemangel i de forvaltninger, hvor handicapsagerne behandles, og at der ikke er tilstrækkelige kompetencer hos sagsbehandlergruppen.

Desuden peger Viggo Johansen på manglende kendskab til lovgivningen og de muligheder, den giver for at støtte disse klienter.

Manglende kendskab til hvordan sagsbehandlingen skal gennemføres, samt manglende viden om, hvordan man redegør for hvilke støtteforanstaltninger, der er behov for, samt manglende lokale placeringsmuligheder (boenheder og institutionspladser).

– Der er generelt brug for, at medarbejderne er uddannet til at vejlede klienterne om deres rettigheder og guider dem med de støtteforanstaltninger, som de har krav på, og at medarbejderne støtter klienterne i processen og sørger for den nødvendige udredning, siger Viggo Johansen.

Mere fokus på døgninstitutionerne

Døgninstitutioner for handicappede er opbygget således, at en bestemt type handicappede skal være i Qaqortoq (Ivaaraq), en anden type i Paamiut (Palleq), en tredje type i Nuuk (Aaqa), en fjerde type i Maniitsoq (Elisibannguaq), en femte type i Sisimiut (Gertrud Rask), en sjette type i Aasiaat (Ado Lynge Skolen) og en syvende type i Ilulissat (Ikinngut).

– Tidligere var målgruppernes konkrete diagnoser nævnt i hver eneste af beskrivelserne af disse døgninstitutioner. Disse er blevet fjernet fra beskrivelserne efter kritik fra Inooqat i sin tid, men i praksis foregår det stadigvæk på samme måde i forbindelse med udpegning af de personer, som skal være i disse institutioner, forklarer Viggo Johansen.

– Dette betyder i det daglige, at de handicappede bliver sendt frem på kryds og tværs af landet for at blive placeret, hvor de "hører hjemme i disse målgruppeprofiler". Som eksempel, så blev min datter sendt op til Ilulissat, da hun ikke passede til profilen for dem, som skulle være i Nuuk. Dette har store menneskelige konsekvenser for både den handicappede selv, men også for de pårørende, siger Viggo Johansen og tager endnu et kritisk punkt op omkring kommunernes behandling af unge med handicap.

Kommunerne presser forældrene

Kommunen ophører stille og roligt tildelingen af støtteforanstaltninger, når barnet nærmer sig alderen 16 år under den påstand, at der ikke længere kan tildeles de rette støtteforanstaltning til barnet dér, hvor man er, forklarer formanden og tilføjer, at forældrene i stedet presses til at træffe beslutningen om, at barnet skal sendes til en bestemt institution i Grønland, eller hvis barnets profil ikke passer til nogen af institutionerne, at det placeres uden for Grønland (sendes til en dansk institution).

– Jeg skriver "presses", og det mener jeg i bogstaveligste forstand. Der tildeles ikke støtteforanstaltninger, så forældrene bliver nødt til at håndtere barnet helt alene uden hjælp fra de offentlige, og det mener jeg er ulovligt.

– Forældrene bliver kørt trætte, og til sidst finder de ingen anden udvej end at acceptere, at barnet skal sendes til enten en anden by i Grønland, hvor de ikke mener, at barnet får den rigtige støtte, eller til Danmark, der er meget langt væk fra barnets trygge omgivelser, som det kender.

– Det er helt urimeligt at presse forældrene på denne måde, vurderer Viggo Johansen og mener, at det er imod menneskerettighederne

Barnet har brug for sine forældre

Ethvert barn har brug for sine forældre i sin opvækst, understreger formanden for Inooqat.

– Mange handicappede personer er sent i den mentale udvikling. Det betyder, at når kommunerne begynder at presse forældrene til at træffe beslutningen, så er mange af de handicappede mentalt på et udviklingsstadie, hvor de mest har brug for deres forældre.

– De unge med handicap bliver bragt væk fra hele deres sociale grundlag, deres forældre, søskende, andre familiemedlemmer, venner og bekendte med mere for at blive placeret i den institution, som nogen mener, at deres profil passer bedst til, siger Viggo Johansen og påpeger, at ingen personer med handicap er ens og har brug for den helt nøjagtig samme støtteforanstaltning.

– Handicaps er forskellige. Der er forskellige diagnoser, der betyder, at hver enkelt diagnose skal behandles på en bestemt måde, men også, at graden af dysfunktionen betyder hvilken støtte, der skal gives.

– Derfor mener vi, at der er behov for en konkret vurdering af den enkelte handicappede person for at klarlægge, hvilken støtteforanstaltning denne konkrete person har behov for. Og så skal der tildeles disse konkrete støtteforanstaltninger til denne person. Det er således loven, som trådte i kraft 1. januar 2019, ellers er blevet bygget op på, men som myndighederne har svært ved at opfylde, fortæller Viggo Johansen.