Nødhjælpsbro til Gaza har kun fungeret 12 dage siden åbning

Medier har rapporteret, at nødhjælpsbro måske allerede pakkes sammen næste måned. Pentagon afviser.

Nødhjæpsbro i Gaza har hyppigt været ude af drift. (Arkivfoto).

Den anløbsbro, som amerikansk militær har etableret i Gaza til nødhjælp, lever langtfra op til forventningerne.

Det skriver det britiske medie The Guardian søndag.

Siden den blev taget i drift 17. maj, har den kun været i brug samlet 12 dage.

Omkring 250 vognladninger nødhjælp svarende til 4100 ton er blevet leveret via broen indtil videre.

Det er mindre end halvdelen af, hvad der kom ind i Gaza før krigen på en enkelt dag.

Havnen udgøres af den flydende anløbsbro og en fæstnet kaj, som gør det muligt for lastbiler at fragte nødhjælpen fra skibe til distributionscentre inde i Gazastriben.

Men broen har vist sig sårbar over for dårligt vejr.

Der er nu ifølge The Guardian ubekræftede meldinger om, at det overvejes at stoppe projektet før tid - måske allerede næste måned.

Det afviser Pentagon-talsmand Patrick Ryder dog ifølge mediet.

Forventningen fra Biden-administrationen var i begyndelsen, at det først i september ville blive nødvendigt at pakke broen endegyldigt sammen, fordi havets tilstand til den tid vil gøre det svært at holde broen brugbar i længere tid ad gangen. Det har New York Times beskrevet.

En anden udfordring for anløbsbroen er distribution af nødhjælp videre fra anløbsbroen.

WFP (FN's Verdensfødevareprogram) er ifølge nyhedsbureauet AFP fortsat i gang med en evaluering af sikkerheden omkring broen og har indstillet videredistribueringen af nødhjælp fra broen.

Det gjorde WFP, efter at Israel ved en operation i nærheden befriede fire gidsler.

Ifølge sundhedsmyndigheder i Hamas-styrede Gaza blev der samtidig dræbt over 270 mennesker.

Stephen Morrison fra tænketanken Center for Strategic and International Studies siger ifølge The Guardian, at USA har "fejlberegnet" situationen og ikke forstået, hvordan vejret vil påvirke operationen.

Ngo'er har løbende kritiseret projektet for at fjerne fokus fra de i deres øjne egentlige problemer - manglende mulighed for sikker adgang til Gaza og distribution af nødhjælp inde i området.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS