En
sejltur syd for Nuuk bragte i lørdags avisens medarbejder til de to fjorde Kangerluarsussuaq
(på dansk: Grædefjorden) og Kangerluarsoruseq (på dansk: Færingehavn).
De to steder med 52 kilometer afstand har en fælles fortid: Færøske fiskere
landede i 1900-tallet deres fangster i fjordene, og fabriks- og
indkvarteringsbygninger står i dag forladte og forfaldne som et minde om et ganske
særligt kapitel i Grønlands historie.
En
sejltur syd for Nuuk bragte i lørdags avisens medarbejder til de to fjorde Kangerluarsussuaq
(på dansk: Grædefjorden) og Kangerluarsoruseq (på dansk: Færingehavn).
LØFTET, DER BLEV BRUDT
Som
lagmand har Aksel V. Johannesen mødt både Kim Kielsen og Múte B. Egede
Færøske fiskere drev i 1900-tallet fiskeri fra en række anlæg på Vestkysten –
fra Ravns Ø i 1926 til Nordafar i 1989. Færingerne forlod de mange fabriks- og
indkvarteringsbygninger uden at rydde op efter sig, og de forladte anlæg, blandt
andet i Nordafar syd for Nuuk, er en sten i skoen på det nordatlantiske samarbejde
i rigsfællesskabet.
På et møde i Tórshavn i 2016 lovede lagmand Aksel V. Johannesen sin grønlandske
kollega Kim Kielsen at betale for oprydningen.
– Færingerne har nydt godt af grønlandske ressourcer og gæstfrihed, mens de var
i Grønland. Derfor kan man sige, at bygningerne ligger som en skamplet for os
færinger, fordi vi ikke har ryddet op efter os. Det mener jeg, at vi skylder
grønlænderne, sagde den færøske lagmand.
Løftet blev aldrig indfriet.
Kendt færing i Grønland
Midt i løftebruddet står Aksel V. Johannesen, født 1972, som er formand for det socialdemokratiske parti
Javnaðarflokkurin. Han
har i to omgange været lagmand for en flertalsregering sammen med det venstreorienterede
løsrivelsesparti Tjóðveldi og det socialliberale midterparti Framsókn.
Føste gang fra 15. september 2015 til 16. september 2019, og det var i denne
periode, at han afgav sit løfte til Kim Kielsen om oprydning i Grønland.
Anden gang fra 22. december 2022.
Aksel V. Johannesen har som lagmand mødt både Kim Kielsen og Múte B. Egede;
senest på rigsmødet i Nuuk i 2023 og i Ålborg i sidste uge. Naalakkersuisuts to
seneste formænd har således haft rig mulighed for at minde deres færøske
kollega om det håndfaste løfte, som han gav Grønland i 2016.
Sermitsiaq har spurgt Múte B. Egede, om oprydning i Nordafar og de andre
færøske anlæg var et punkt på rigsmødet i Ålborg, men vi har ikke fået svar
inden redaktionens deadline.
Og i mellemtiden synker Nordafar i knæ.
De to steder med 52 kilometer afstand har en fælles fortid: Færøske fiskere
landede i 1900-tallet deres fangster i fjordene, og fabriks- og
indkvarteringsbygninger står i dag forladte og forfaldne som et minde om et ganske
særligt kapitel i Grønlands historie.
Anlægget i Kangerluarsussuaq, midt i et naturskønt område, består af få, meget
forfaldne bygninger, som lokale fiskere og fangere stadig bruger til
overnatning. Der er umiddelbart ingen tegn på olieforurening. Anlægget i Kangerluarsoruseq
med Nordafar og Gl. Færingehavn er langt større, og forfaldet er langt mere
skræmmende.
Begge anlæg ligger i Kommuneqarfik Sermersooq, og kommunalbestyrelsen sejlede i
foråret forbi Nordafar og Gl. Færingehavn på vej til Qeqertarsuatsiaat. Kommunalpolitikerne
fandt den historiske vinkel på de færøske anlæg så interessant, at kommunen undersøger
mulighederne for at bevare dele af fabriksanlægget i Nordafar som et turistmål,
inden hele anlægget falder i havnen, som det allerede er sket med »Grønlands
længste kaj«.
– Vi ser Nordafar som et oplagt sted at fortælle en vigtig historie om
fiskeriets udvikling i Grønland, siger kommunens erhvervschef Mads-Daniel
Skifte til Sermitsiaq.
Mange sejlende lægger vejen forbi Nordafar, og nogle går i land. Forfaldet er
dog så fremskredet, at kommunen har opsat advarselsskilte på de mest medtagne bygninger.
Jagten på ejeren
Kommuneqarfik Sermersooq skal dog løse det samme problem, hvor Grønlands og
Færøernes selvstyre er kørt fast. Ejerskabet af fiskeristationen er ikke
placeret, og så længe ingen kender ejerne, kan nye aktører ikke disponere over
bygningerne – uanset hvor faldefærdige de er.
Selskabet Nordafar A/S, stiftet i 1953, gik konkurs i 1989, og ejendomme og
inventar blev solgt til det private selskab »Handelsselskabet Færingehavn ApS« på en tvangsauktion i
Nuuk 15. oktober 1990. De nye ejere ville tiltrække erhvervsvirksomheder til den nedlagte fiskeristation,
men forsøget mislykkedes. »Handelsselskabet Færingehavn« gik i frivillig
likvidation 19. juli 1994. Og lige siden har Nordafar stået uden ejer.
I 2016 lovede lagmand Aksel V. Johannesen at betale for oprydningen, men
uvished om ejerskabet har fået færingerne til at skifte mening. Sidste efterår
lød meldingen fra lagmandens kontor til Sermitsiaq: – Landsstyret har ikke hjemmel til at udføre en oprydning på privat ejendom i
et andet land.
Og på rigsmødet i sidste uge i Ålborg sagde direktøren i lagmandens kontor Pól Rosenmeyer Wolles til
Sermitsiaq, at Færøernes position er uændret i forhold til sidste år.
