Nordatlantiske medlemmer inviterer til kulturnat i Folketinget 

Kulturnatten i København fredag den 9. oktober byder på både færøske og grønlandske indslag i Folketinget. Blandt andet optræder Húsakórið og Aavaat med henholdsvis færøsk og grønlandsk korsang, og så sørger The MALIKK for den gode stemning med DJ-musik i løbet af aftenen.

Kulturnatten i København trækker 60.000-80.000 gæster på gaden fredag i uge 41. Et populært besøgssted er Folketinget, hvor der i år også er grønlandske og færøske arrangementer.
Offentliggjort

Siden 1993 har der hvert år fredag i uge 41 været arrangeret Kulturnat i København, hvor alle, der har lyst, kan gå på opdagelse i byens skjulte steder og historiske bygninger herunder Christiansborg Slot, der plejer at få besøg af mere end 6.000 gæster.

I år er der som noget nyt også grønlandske og færøske arrangementer i Folketinget foranlediget af de nordatlantiske folketingsmedlemmer Naaja Nathanielsen fra Inuit Ataqatigiit, Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. 

Dans, korsang og DJ

Blandt andet kommer Danseforeningen Fótatraðk og danser færøsk dans. Húsakórið og Aavaat optræder med henholdsvis færøsk og grønlandsk korsang, og The MALIKK sørger for den gode stemning med DJ-musik i løbet af aftenen.

NORDATLANTISK PROGRAM I FOLKETINGET

18.00               Dørene åbner 

18.30               Húsakórið 

19:15               Aavaat koret  

19:45               The MALIKK  

20:30               Fótatraðk 

21:10               Fótatraðk 

21:30               The MALIKK

(med forbehold for ændringer) 

Derudover er der mulighed for at komme på en virtual reality-rejse til Nuuk, hvilket er gjort muligt med hjælp fra Nordatlantens Brygge. 

Dialog med folketingsmedlemmer 

Der er også mulighed for at komme med ideer og input til, hvilke emner de nordatlantiske folketingsmedlemmer bør arbejde mere med.

Der vil være te, kaffe og lidt sødt til ganen, oplyser IA's sekretariat. 

De nordatlantiske medlemmer kan findes på 2. sal i Socialistisk Folkepartis gruppeværelse, hvor dørene er åbne fra kl. 18.00 til 23.30.

Det anbefales at man kommer i god tid, da der normalt er lang kø til Christiansborg på Kulturnatten.

Kulturnat på Nordatlantens Brygge

Udover Folketinget er der også et grønlandsk kulturnats-arrangement på Nordatlantens Brygge, hvor der er rundvisning i udstillingerne "Daamani - Dengang i Østgrønland" og "Følelsernes terræn". 

For at opleve Kulturnatten i København skal man have et Kulturpas, der kan købes i 7-Eleven-butikker i København samt påwww.kulturnatten.dk, hvor man også kan læse mere om Kulturnatten i København og de mange arrangementer. 

 

Powered by Labrador CMS