Ny beredskabsuddannelse på vej
Politibetjente ved Grønlands Politi skal aflastes af lokale politikadetter. Bjørn Tegner Bay håber, at første hold kan starte i 2028.
- Vi vil gerne blive interessante for en ny gruppe unge mennesker, så planen er, at vi laver en uddannelse inspireret af den danske politikadetuddannelse, siger politidirektør i Grønlands Politi, Bjørn Tegner Bay.
Foto: Oscar Scott Carl
En ny type kolleger skal aflaste Grønlands Politi. Der lægges op til en lokal version af politikadetterne, men med udvidede beføjelser og politimyndighed.
Det siger politidirektør i Grønlands Politi, Bjørn Tegner Bay. Det fremgår af en nyhed på Dansk Politis hjemmeside.
- Vi arbejder sammen med Rigspolitiet på at få etableret en ny beredskabsuddannelse, siger han og uddyber:
- Vi vil gerne blive interessante for en ny gruppe unge mennesker, så planen er, at vi laver en uddannelse inspireret af den danske politikadetuddannelse. Men de beføjelser, som de danske politikadetter har, er ikke nok i Grønland. Vores folk skal også kunne køre udrykning og også have fuld politimyndighed, så de selvstændigt kan løse mindre komplicerede politioperative opgaver og sagsbehandle i den forbindelse.
Uddannelsen er endnu på tegnebrættet, men uddannelsen vil svare nogenlunde til første semester på politiuddannelsen.
Bjørn Tegner Bay håber, at første hold kan starte i 2028 og vil kunne uddanne 10-15 beredskabsbetjente om året.
Sprogbarrierer skal sænkes
Et af målene med den nye uddannelse er ifølge Bjørn Tegner Bay, at man ønsker at tackle nogle af de sproglige udfordringer, der gør sig gældende i Grønland. En stor del af de politifolk, der arbejder for Grønlands Politi, er på assistance fra Danmark. Det er kun 50 procent af de ansatte i politiet, der taler grønlandsk.
- Det er et stort problem, hvis man ikke kan tale med befolkningen. Og den enkelte politimand eller -kvinde kan få det skidt, når man ikke er i stand til at tale med borgerne, siger Bjørn Tegner Bay.
Han håber at flere grønlandske kolleger i organisationen kan hjælpe til at politiet bliver et ordentligt spejl af samfundet.
Lokationen for den måske kommende uddannelse forventes at være Grønlands Politiskole i Nuuk, fortæller Bjørn Tegner Bay og oplyser, at man vil hjælpe de kommende studerende med adgang til bolig.
I Politiforbundet er der opbakning til planerne om en ny uddannelse.
- En ny beredskabsbetjentsuddannelse i Grønland er en rigtig god ide. Der er brug for flere kolleger i Grønland, og her kan uddannelsen være et godt alternativ til basisuddannelsen, ligesom den kan virke som rekrutteringskanal, siger formand for Politiforbundet Heino Kegel.
Forbundsformanden fortæller, at man med en ny uddannelse måske kan tiltrække flere kolleger fra kysterne, som muligvis også efterfølgende kan hjælpe med at dække netop de områder.