Ny nationalpark i Vestgrønland får navnet Pilivik

Nationalparken strækker sig over 22.000 km2 og skal beskytte Vestgrønlands natur, samtidig med at traditionel brug og turisme forsat skal være mulig

Et kort viser det omfattende område i Grønland, der indgår i den nye nationalpark fra Kangerlussuaq mod Diskobugten.
Offentliggjort

I dag markeres indvielsen ved Rensdyrgletsjeren i den nye nationalparks sydlige område nær Kangerlussuaq.

Indvielsen finder sted fra klokken 12.30 til 14.00 og samler både borgere, borgmestre fra Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia samt naalakkersuisoq for miljø, natur, energi og forskning.

Efter den officielle indvielse fortsætter arrangementet med kaffemik i Kangerlussuaq Multihus fra klokken 15.30 til 17.30.

- Med åbningen af Pilivik Nationalpark får Grønland den første nationalpark, der er skabt af os selv. Her er vi sammen om at passe på vores unikke natur, og vi vil forvalte området, så det kan bruges og opleves af både nuværende og kommende generationer, siger naalakkersuisoq Jørgen Rosbach.

Nationalparken skal først og fremmest beskytte områdets natur og samtidig sikre, at den traditionelle brug af området kan fortsætte. I enkelte områder vil der i bestemte perioder blive taget særlige hensyn til sårbare dyrearter som spættet sæl, blisgæs, havænder og rensdyr.

- Åbningen er en fejring af flere års fælles arbejde mellem kommuner og Naalakkersuisut og med inddragelse af vores borgere. Nationalparken skal skabe lokal værdi, og vi glæder os til sammen at passe på naturen og sikre en bæredygtig turisme med respekt for den traditionelle brug af området, siger borgmester i Kommune Qeqertalik, Simigaq Heilmann.

Nationalparkens formål og betydning

Initiativet til nationalparken blev taget af Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia i 2020. Siden har borgermøder, vidensindsamling og en offentlig høring været med til at fastlægge parkens grænser og regler.

Parken skal samtidig skabe klare rammer for blandt andet turisme. Gennem lovgivning, planlægning og zonering kan kommunerne arbejde for en balance mellem naturbeskyttelse, lokal brug og turisme.

Det beskyttede område får fællesbetegnelsen Pilivik, mens de eksisterende lokale stednavne bevares som officielle navne. Navngivningen ændrer dermed ikke på områdets lokale kulturhistorie og identitet. Nationalparken er et grønlandsk initiativ, støttet økonomisk af EU gennem programmet Grøn Vækst.

- Navnet Pilivik viser det lokale engagement i udviklingen af nationalparken. Kommunerne har taget initiativet til nationalparkens etablering, og lokale interesser, erfaringer og viden har været med til at forme parken, og sådan skal det fortsat være, siger Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen.

Navnet Pilivik er valgt ud fra forslag som blev indsendt til en navnekonkurrence i juni og juli i år. Borgeren skrev i sin begrundelse for forslaget:

“Helt fra gammel tid har det været et af de vigtigste steder at skaffe vinterforråd af rensdyr, moskusokser og fjeldørred, og helt frem til i dag bliver det fortsat brugt som fangstplads.“

Pilivik Nationalpark strækker sig over omkring 22.000 km² fra Kangerlussuaq til Diskobugten og fra indlandsisens gletsjere til kystens dybe fjorde.

Området er åbent for alle, og den traditionelle brug kan fortsætte med blandt andet jagt, fiskeri og bærplukning.

Forvaltningen bliver et fælles ansvar mellem Departementet for Miljø, Natur, Energi og Forskning og de to kommuner. Sammen med borgerne skal de sikre en balance mellem naturbeskyttelse, lokal brug og turisme.

Powered by Labrador CMS