Ny plan skal styrke indsats mod ordblindhed
En samlet og ambitiøs indsats skal sikre reelle forbedringer og afhjælpe udfordringer forbundet med ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder.
En handleplan skal sikre en målrettet indsats til at afhjælpe ordblindhed og skrivevanskeligheder, oplyser naalakkersuisoq, Nivi Olsen (D).
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Alt for mange børn, unge og voksne i Grønland står ifølge Naalakkersuisut i dag uden den nødvendige støtte til at håndtere ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder.
En ny handleplan, udarbejdet i regi af Uddannelsesstyrelsen, skal sikre en mere målrettet indsats på området, oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen (D), udtaler, at det glæder hende, at der nu findes en ambitiøs plan til at håndtere udfordringerne:
– Med tidlig indsats, de rette hjælpemidler og fagligt stærke medarbejdere kan vi gøre en stor forskel – ikke kun i skolen, men for hele livet, siger hun og fortsætter:
– Planen forpligter os til en styrket indsats på tværs af alle sektorer, så ingen bliver overset. Det er et vigtigt skridt mod et mere lige og inkluderende samfund, hvor alle får mulighed for at realisere deres drømme, ikke kun om uddannelse men også for hele deres liv, siger Nivi Olsen.
Ifølge Naalakkersuisut fokuserer handleplanen på disse fire centrale indsatsområder:
Udvikling af grønlandsksprogede test- og udredningsværktøjer
Implementering af digitale læse- og skriveværktøjer på grønlandsk
Lovforberedende arbejde
Opkvalificering af undervisere og vejledere
Handleplanen er blevet til som følge af en Inatsisartut-beslutning fra efterårssamlingen 2021. Af materialet til beslutningen fremgår det, at der på daværende tidspunkt ikke fandtes data omkring, hvor omfattende problemerne omkring ordblindhed og skrivevanskeligheder var i Grønland. Naalakkersuisut anslog dog allerede i 2018, at omkring 5-10 procent af Grønlands befolkning er ordblinde.