Ny USA-ambassadør er landet i Nuuk
USA's nyligt udnævnte ambassadør til Kongeriget, Ken Howery, er ankommet til Nuuk for at deltage i møder mellem Grønland, USA og Danmark.
Den amerikanske ambassadør er mødtes med Vivian Motzfeldt (S) i Nuuk. Motzfeldt udtaler forud for komitémøderne mandag og tirsdag, at det forgangne år har været udfordrende, og at Naalakkersuisut ser frem til at gøre status og drøfte hvordan samarbejdet med USA kan udvikles på områder af fælles interesser.
Foto: Oscar Scott Carl
OBS: Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt og USA-ambassadør Ken Howery holder doorstep-pressemøde kl. 09 mandag formiddag i Hans Egedes Hus. Pressemødet vil kunne følges her på Sermitsiaq.
Mandag og tirsdag afholdes de årlige møder i Joint Committee og Permanent Committee i Nuuk, og de bliver med deltagelse af USA's ambassadør til Kongeriget, Ken Howery.
Det oplyser det amerikanske konsulat i Nuuk i et opslag på Facebook.
I opslaget fremgår det, at ambassadøren er på sit første besøg i Grønland for at deltage i møderne.
Ken Howery blev godkendt som ambassadør i oktober, og billeder i konsulatets opslag viser, at han efter ankomsten er mødtes med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S).
Møderne i de to komitéer danner platform for samarbejde mellem Grønland, USA og Danmark, og i år imødeses møderne med særlig stor opmærksomhed på grund af den amerikanske præsident, Donald Trumps, udtalelser om amerikansk ejerskab og kontrol over Grønland.
Naalakkersuisut har udsendt officiel information om møderne i den netop overståede weekend. I pressemeddelelsen oplyser Vivian Motzfeldt, at Naalakkersuisut ser frem til drøftelserne men lægger heller ikke skjul på, at det seneste år har budt på udfordringer:
- Tillid og respekt er fundamentet for ethvert partnerskab, og det er derfor ingen hemmelighed, at det forgangne år har været udfordrende. Naalakkersuisut ser derfor frem til at gøre status og drøfte, hvordan vi, som tætte allierede, kan udvikle samarbejdet på områder af fælles interesser.
Se opslaget fra konsulatet om ambassadør-besøget her: