OBS: Denne artikel refererer oplysninger om et voldsomt drab. Artiklen bør læses med varsomhed.
Sermersooq Kredsret er onsdag eftermiddag færdig med at høre alle vidnerne og se en hel masse dokumentation i Blok 5-sagen. Et godt tidspunkt til at samle op, hvad vi efterhånden ved.
OBS: Denne artikel refererer oplysninger om et voldsomt drab. Artiklen bør læses med varsomhed.
Sermersooq Kredsret er onsdag eftermiddag færdig med at høre alle vidnerne og se en hel masse dokumentation i Blok 5-sagen. Et godt tidspunkt til at samle op, hvad vi efterhånden ved.
Vi ved, at en 20-årig mand om formiddagen 4. oktober 2024 blev fundet dræbt i et depotrum i Blok 5 i Nuuk.
Han blev slået mange gange, formentlig med en sten. Det er sandsynligvis foregået i depotrummet ved siden af, hvor der var blodspor på madrasser og blodstænk.
Den 42-årige mand, som er tiltalt i sagen, har tilsyneladende brugt dette andet rum til at sove i somme tider. Anklager oplyser, at hans fingeraftryk er fundet afsat i offerets blod og hans DNA på gerningsstedet.
Men den 42-årige mand nægter at have dræbt den unge mand, og de tekniske undersøgelser knytter ham heller ikke til det formodede gerningsvåben. Den tiltalte har valgt ikke at besvare spørgsmål i retten.
Både den dræbte og den tiltalte mand var socialt udsatte i Nuuk, men det er stadig usikkert, i hvilket omfang de har kendt hinanden.
Det har endvidere vist sig, at politiet havde en række andre personer i søgelyset, inden de skred til anholdelse af den i dag 42-årige mand den 12. oktober 2024. En af dem er stadig sigtet i sagen, men ikke tiltalt. Denne mand deltager altså heller ikke i den aktuelle retssag.
Voldssag stadig opretholdt
Den tiltalte 42-årige var også tiltalt for vold mod en kvinde i juli 2024. Men begge vidner i det forhold var ude af stand til at fortælle os noget om hændelsen.
Anklager har dog ikke frafaldet tiltalen. Onsdag eftermiddag har hun fremlagt fotos af kvinden, efter hun har fået en lussing eller lignende. Også på dette punkt nægter den tiltalte sig skyldig.
Vi har i øvrigt fået at vide, at den tiltalte mand tidligere har begået et drab. Dette er foreløbig ikke blevet uddybet.
Sagen fortsætter mandag med en række interessante ting på dagsordenen. Tiltalte har ikke ønsket at sige noget i retten, men har udtalt sig i tidligere afhøringer. Domsmandsretten skal forholde sig til, om materialet må bruges. Det vil der muligvis være flere holdninger til.
Vi mangler ligeledes at høre om, hvorfor anklagemyndigheden ønsker manden dømt til anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark. Her har han i øvrigt også været forud for disse dage i kredsretten.
Til sidst får vi at se, hvad domsmandsretten siger til det hele, enten mandag eller tirsdag i næste uge.