Pave Leo advarer mod AI-våben
Den katolske kirkes overhoved ser det som afgørende, at den kunstige intelligens ikke dominerer mennesker.
Kraftfulde algoritmer vækker bekymring i den katolske kirkes top.
Foto: Simone Risoluti/Reuters/Ritzau Scanpix
Pave Leo opfordrer regeringer verden over til at sænke farten i udviklingen af kunstig intelligens.
Det gør han i sin første encyklika - en pavelig rundskrivelse - som mandag er blevet offentliggjort.
Overhovedet for verdens 1,4 milliarder katolikker fraråder at lade en maskines "udregninger" stå for de moralske vurderinger, som i for eksempel krig normalt ville være op til et menneske.
- Derfor er det uacceptabelt at overlade dødbringende eller på andre måder uoprettelige beslutninger til kunstige systemer, skriver han.
Han opfordrer til en "afvæbning" af den kunstige intelligens.
- At afvæbne AI handler om at løsrive den fra mentaliteten i den væbnede konkurrence, skriver paven.
Må ikke dominere mennesket
Samtidig kritiserer han "kapløbet om stadigt mere kraftfulde algoritmer og store datasæt".
Han mener, at det er "drevet af ønsket om at sikre geopolitisk og økonomisk dominans".
- At afvæbne handler ikke om at afvise teknologien, men at forhindre den i at dominere menneskeheden, fortsætter paven, der i april 2025 blev valgt som den første pave fra USA.
Samtidig går paven længere end før i at undskylde for og fordømme kirkens rolle i slaveriet.
Han kalder det et "sår i den kristne erindring", at den katolske kirke var århundreder om at fordømme slaveriet.