Pipaluk Lynge: Vi er enige omkring sikkerhedspolitiske spørgsmål
Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg har holdt møde med den amerikanske delegation henover weekenden. Formanden for udvalget mener, at der er basis for god tone i en eventuel genforhandling af forsvarsaftalen fra 1951.
USPU´s formand, Pipaluk Lynge, understreger at der er god tone og dialog mellem grønlandske og amerikanske politikere.
Oscar Scott Carl for WSJ
Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg har holdt møde med de fire senatorer henover weekenden.
Her har de fire senatorer Lisa Murkowski, Angus King, Gary Peters og Maggie Hassan og udvalget nået frem til enighed omkring vigtigheden af de sikkerhedspolitiske spørgsmål i både Grønland og USA.
- Det er italesat at det ikke er Grønland, der har lukket flere baser i landet igennem tiderne. Jeg har også på fornemmelsen at der er velvilje fra begge sider til at genforhandle den eksisterende forsvarsaftale, siger formand for USPU, Pipaluk Lynge til Sermitsiaq.
Grønland er en del af NATO ligesom USA.
Hun understreger dog, at udvalget har interesse i, at en aftale skal gavne Grønland så meget som muligt:
- Vi ser helst en forsvarsaftale, der kan gavne kommuner og befolkningen til gode, siger hun.
Håber på flere møder
Senatorernes besøg i Grønland er foranliget af, Donald Trumps ønske om overtagelse af kontrollen af Grønland. 11 senatorer har under et besøg i Folketinget i januar allerede udtalt, at de har forståelse for Grønlands ret til selvbestemmelse. Og samme toner er blevet udtalt i møderne med de grønlandske politikere søndag:
- Dialogen er i god tone og med gensidig forståelse. Jeg håber, at der vil være flere møder i fremtiden. Senatorerne har også udtrykt, at vi er velkomne til at komme til dem til et møde. Vi føler os hørt i denne sag, siger Pipaluk Lynge.