Tirsdag morgen har vi hørt fra tiltalte selv i den aktuelle drabssag fra Tasiilaq. Her ønsker anklagemyndigheden en ung kvinde dømt til otte års anstalt for at dræbe sin mor.
Kvinden har tilstået at stikke med kniv, men ikke at have begået drabsforsøg.
Tirsdag morgen har vi hørt fra tiltalte selv i den aktuelle drabssag fra Tasiilaq. Her ønsker anklagemyndigheden en ung kvinde dømt til otte års anstalt for at dræbe sin mor.
Kvinden har tilstået at stikke med kniv, men ikke at have begået drabsforsøg.
Om formiddagen er vi gået i gang med vidneafhøringen. Første vidne er en politibetjent, som mødte op på moderens og datterens fælles hjem efter knivstikkeriet. Det var ham, der lagde datteren i håndjern. Han fortæller:
– Hun havde en meget mærkelig adfærd, som jeg aldrig har set før, heller ikke i lignende sager. Hun griner, og hun siger noget i retning af “nu fik jeg endelig slået min mor ihjel”. Det var, som om det ikke rigtig var gået op for hende, hvad der lige var sket.
Betjenten fortæller, at der var tydelige tegn på drikkelag med øldåser stående fremme, og mindst to knive lå fremme i lokalet.
Han bekræfter også, at moderen var i en meget slem forfatning ved ankomsten. Den 55-årige kvinde blev hastet til sygehuset, men erklæret død en halv time senere.
Afviser udlægningen
Den tiltalte datter protesterer mod betjentens udlægning:
– Han sagde, at jeg grinte, men jeg grinte ikke. Jeg har heller ikke sagt til ham, at jeg har slået min mor ihjel, siger hun.
De næste vidner var naboerne. Den ene var manden, som tiltalte opsøgte efter knivstikkeriet for at få kontaktet politiet. Vi hørte også fra en anden nabo, en kvinde.
Vidnet fortalte, at hun ikke deltog i drikkelaget, men kunne godt høre dem. De var glade, da de startede, men senere kunne man høre skænderi. Vidnet fortalte, at hun to-tre gange hørte moderen sige, at hun ønskede at blive slået ihjel.
Retten fortsætter med flere vidner tirsdag eftermiddag. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, om dommen også falder tirsdag.