Problemer med lønudbetaling i Qeqqata

14-dages lønnede personale har ved fejl fået dobbeltløn og medarbejdere, der ikke har konto i Grønlandsbanken, må vente med at få deres månedsløn til på mandag

Kommunalt ansatte, som er 14-dages lønnede, har ved fejl fået dobbeltløn, mens en del af de månedslønnede må vente med at få udbetalt løn mandag den 3. juni.

Qeqqata Kommunia oplyser, at de  timelønnede fik løn fredag d. 24. maj 2024. Men i går den 30. maj tikkede nøjagtigt det samme beløb ind på deres konti.

Qeqqata Kommunia varsler, at fejlen vil blive udbedret ved, at alle dem, der har fået dobbeltløn, vil blive modregnet ved næste lønkørsel.

Mens de 14-dages lønnede ved fejl fik dobbeltløn, må en del af de månedslønnede vente med at få udbetalt løn. Kommunen oplyser nemlig, at alle dem, der ikke har Grønlandsbanken, først får deres løn udbetalt på mandag.

Økonomidirektør Malene Broberg beklager de gener systemfejlen har forårsaget.

- Vi erkender, at der er opstået en fejl, der endnu ikke er opklaret, og vi er meget kede af, at det kunne opstå. Vi er nu ved at undersøge, hvordan fejlen er opstået, om det er en teknisk eller menneskelig fejl, kan vi endnu ikke konkludere, siger hun til Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS