Rabies konstateret flere steder i landet

Fem ræve fra henholdsvis Ilulissat, Paamiut samt Camp Kangiusaq og Qooqqut i Nuuk fjord er blevet diagnosticeret positive for rabies. Rævene blev aflivet mellem marts og juli 2024 på grund af mistanke om, at dyrene var smittede med rabies.

Ræve er normalt sky af natur og alle fem ræve, der blev sendt til analyse, viste tegn på unormal adfærd ved b.la. at være meget nærgående eller udvise aggressivitet mod mennesker og dyr.

Der blev hurtigt igangsat forholdsregler for de dyr og mennesker, der havde været i tæt kontakt med de pågældende ræve, bl.a. i form af vaccinationer, det oplyser  Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland i en pressemeddelelse.

Ved observation af landdyr med unormal adfærd

Hvis man oplever ræve eller andre dyr med unormal adfærd eller man finder døde ræve i naturen, kontakt venligst Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland på  uumasut@nanoq.gl eller 34 50 00 inden for telefontiden, kl. 9.00 til 15.00 i hverdagene.

Rabies er en virussygdom, der kan smitte fra inficerede dyr til andre dyr og mennesker. 

I Grønland findes rabies især hos polarrævene, men andre dyr kan også smittes. 

Et dyr, som er smittet med rabies, udskiller virus i spyttet, og kan eksempelvis smitte via bid, eller hvis man får virus i et sår. 

Et smittet dyr kan være smittefarligt i flere uger, før det selv viser symptomer på rabies.VFMG anbefaler, at man tager følgende forholdsregler for at forebygge risiko for smitte:

  • Undgå kontakt med dyr der udviser unormal adfærd.
  • Hold afstand til og undgå kontakt med ræve, uanset om de virker syge eller ej.
  • Hvis en person er blevet bidt, skal såret straks vaskes med vand og sæbe og sundhedsvæsenet skal kontaktes hurtigst muligt.
  • Tag straks kontakt til Veterinær- og Fødevaremyndigheden for at få vejledning om det videre forløb.
  • Vaccination beskytter effektivt mod rabies, og det er lovpligtigt at hunde og katte er vaccineret mod rabies.
  • Undgå at ræve kan få adgang til noget spiseligt. Madaffald som er tilgængeligt for ræve, vil lokke rævene tættere på beboede områder.

Sidste tilfælde af bekræftet rabies i en ræv fra Ilulissat var i 2017, mens det for Paamiut og Nuuk var i 2010. 

Powered by Labrador CMS