DANMARK

Regeringen bliver rekordstor men Mette F. lover samme antal embedsfolk

Der er 25 ministre i regeringen, hvilket er danmarksrekord, men der kommer ikke flere embedsfolk, lyder det.

- Jeg ved ikke, om jeg lige præcis er stolt af det, siger Mette Frederiksen.

Ministre i Danmark efter rokade:

Socialdemokratiet:

  • Mette Frederiksen - statsminister.
  • Nicolai Wammen - finansminister.
  • Peter Hummelgaard - justitsminister.
  • Morten Bødskov - erhvervsminister.
  • Magnus Heunicke - miljø- og ligestillingsminister. Han har tidligere kun været miljøminister.
  • Ane Halsboe-Jørgensen - beskæftigelsesminister.
  • Mattias Tesfaye - børne- og undervisningsminister.
  • Kaare Dybvad Bek - udlændinge- og integrationsminister.
  • Jeppe Bruus - minister for grøn trepart. Han har tidligere været skatteminister.
  • Sophie Hæstorp Andersen - social- og boligminister. Hun har tidligere været overborgmester i København.
  • Rasmus Stoklund - skatteminister (ny).

Venstre:

  • Troels Lund Poulsen - vicestatsminister og forsvarsminister.
  • Sophie Løhde - indenrigs- og sundhedsminister.
  • Stephanie Lose - økonomiminister.
  • Jacob Jensen - minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
  • Thomas Danielsen - transportminister.
  • Marie Bjerre - europaminister. Hun har tidligere været minister for digitalisering og ligestilling.
  • Morten Dahlin - minister for byer og landdistrikter, kirker og nordisk samarbejde.
  • Torsten Schack Pedersen (ny) - minister for samfundssikkerhed og beredskab (ny).
  • Moderaterne:

  • Lars Løkke Rasmussen - udenrigsminister.
  • Jacob Engel-Schmidt - kulturminister.
  • Christina Egelund - uddannelses- og forskningsminister.
  • Mette Kierkgaard - ældreminister.
  • Lars Aagaard - klima-, energi- og forsyningsminister.
  • Caroline Stage Olsen (ny) - digitaliseringsminister. Hun har tidligere været særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.

Kilde: Statsministeriet.

SVM-regeringen sætter rekord i antallet af ministre med 25.

Men det ser statsminister Mette Frederiksen (S) ikke som noget problem, da hun bliver spurgt til, "om hun er stolt af det" efter en audiens hos kong Frederik på Amalienborg.

- Jeg ved ikke, om jeg lige præcis er stolt af det. Jeg er stolt af regeringens politik og de resultater, vi har opnået. Jeg vil være endnu mere stolt, når vi når frem til valgdagen, siger hun.

25 ministre er det højeste antal siden grundlovsændringen i 1953

Statsministeren lover, at antallet af statslige ansatte ikke bliver større end tidligere, når processen med at lave nye ministerier og sammenlægge andre bliver færdig.

- Når man rykker rundt i en regering, sker der en masse forskellige ting. Når vi er igennem hele processen, kommer der ikke til at være flere statslige ansatte, siger Mette Frederiksen.

I gennemsnit har der siddet omkring 19-20 ministre i de skiftende regeringer siden 1953.

SVM-regeringen begyndte med 23 ministre i 2022, men kommer altså nu op på 25 ministre. Det skyldes, at der oprettes tre nye ressortområder, mens der nedlægges ét.

Andre ansvarsområder rokeres rundt.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) havde hidtil rekorden med sin første regering, der sad fra 1993 til 1994. Den bestod af 24 ministre fra fire partier.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere sagt, at regeringen vil skære 1000 årsværk i statens administration i 2025.

I de kommende år vil regeringen finde endnu flere, lyder det.

Der er de seneste år sket en stor stigning i antallet af administrativt ansatte.

Ifølge en opgørelse fra Finansministeriet er der kommet over 16.000 flere administrative årsværk i staten fra 2017 til 2023.

12.400 af dem er kommet til siden 2019, hvor Mette Frederiksen blev statsminister.

Ifølge opgørelsen svarer det til ekstra lønudgifter for godt 11 milliarder kroner fra 2017 til 2023.

Powered by Labrador CMS