Så meget bruger sundhedsvæsenet på kistetransport

Sundhedsvæsenet har udregnet sidste års udgifter til kistetransport til brug for en besvarelse i Inatsisartut.

Det offentlige dækker hjemtransport af afdøde borgere i visse tilfælde. Foto fra Blomsterdalen i Tasiilaq.
Offentliggjort

I 2025 brugte sundhedsvæsenet i Grønland 888.443 kroner på transport af kister. Det er et samlet beløb, som omfatter både skibs- og flytransport.

Det offentlige dækker alle omkostninger til transport af afdøde, hvis personen opholdt sig væk fra hjemmet med henblik på undersøgelse eller behandling.

Naalakkersuisoq for sundhed Anna Wangenheim (D) oplyste tallet i sit svar på et §37-spørgsmål i Inatsisartut. Spørgsmålet var stillet af Gerth Mikaelsen (N).

Sundhedsvæsenet oplyste i øvrigt, at udgifterne for de pågældende transporter varierer meget fra sag til sag.

I udgangspunktet benytter sundhedsvæsenet transport med Royal Arctic Line af hensyn til prisen. Hvis de pårørende ønsker en anden løsning end tilbudt, skal de selv betale prisforskellen.

Derudover ville Gerth Mikaelsen gerne vide, hvad begravelser koster forskellige steder i landet. Men ifølge besvarelsen findes der ikke præcise tal på det.

Powered by Labrador CMS