Så meget koster det, hvis ældre på plejehjem skal have fuld pension 

Det vil koste Landskassen et betragteligt millionbeløb, hvis ældre på alderdomshjem skal have udbetalt det fulde pensionsbeløb. I dag får de ældre kun udbetalt 46 procent af det normale pensionsbeløb.

Alderdomshjem, ældre
Det vil medføre en betydelig meromkostning for Landskassen, hvis de ældre på alderdomshjem fremover skulle have det fulde pensionsbeløb udbetalt.
Offentliggjort

405 alderspensionister boede ved indgangen til 2025 på et alderdomshjem eller anden institution, oplyser naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede i et paragraf 37 svar til Naleraqs Jens Napatôk’.

Når en ældre borger flytter på alderdomshjem eller en anden institution, hvor det offentlige afholder udgifterne til kost og logi bliver alderspensionen reduceret med 54 procent af grundbeløbet efter en overgangsperiode. Et eventuelt pensionstillæg bortfalder helt.

I Jens Napatôk’ henvendelse til Naalakkersuisut ville han gerne vide, hvad det vil koste det offentlige, hvis de ældre fik udbetalt hele pensionen.

Stigende udgifter

Af svaret fremgår det, at udgiften for Landskassen vil løbe op i 45 millioner kroner.

Det oplyses i øvrigt, at udgiften vil stige betragteligt de kommende år. 

På grund af et stigende antal pensionister i de kommende år er der lavet en fremskrivning, som skønner, at beløbet på blot fem år vil lande på 57 millioner kroner i 2030. Ser man ti år længere frem vil udgiften være 67 millioner kroner. Det bliver imidlertid understreget at disse tal er behæftet med ”betydelig usikkerhed”.

Powered by Labrador CMS