Særligt ’solfolk’ var de første mennesker i Grønland

Forestil dig at sidde i et telt og kigge ud på et hvidt og lysende vinterlandskab med klipper og dale. Temperaturen udenfor er minus 30 grader, men du sidder lunt og godt ved en bunke af sten, der er varmet i bålets flammer.

Sådan kunne et glimt 4.000 år tilbage i tiden godt se ud i Grønland.

Her var de første til at sætte fod på øen det såkaldte Saqqaq-folk, der havde vandret over isen eller sejlet i kajaklignende både fra Canada til den for alle andre totalt ukendte ø – formentlig for at finde nye levesteder og nye ressourcer.

- Det var altså hverken vikinger eller inuitter, der var de første til at indtage Grønland, lyder det fra Bjarne Grønnow, der er professor i arkæologi på Nationalmuseet.

Det ved han ret præcist. I 1980’erne var han har nemlig med til at udgrave to store stenalderbopladser i Vestgrønland nær Diskobugten, hvor Saqqaq-folket – eller ’folket på solsiden’ som navnet betyder – har haft deres daglige gang.

Bopladserne er »fantastisk« velbevarede, fordi de har været begravet under et lag tørv og permafrost, der har gjort, at de organiske materialer som skind, knogler og træ ikke er blevet opløst i jorden som normalt, forklarer Bjarne Grønnow.

- Vi fandt madrester, stumper af skindtøj og redskaber – blandt andet pilespidser, der stadig sad fast på træskaftet i deres oprindelige position. Det er meget usædvanligt. Det var et unikt vindue ind i en meget fjern stenalderkultur, siger han.

De mange arkæologiske fund er beskrevet i flere studier og afslører blandt andet, at Saqqaq-folket boede i skindtelte hele året rundt i lejre med fem til seks familier.

Kulstofdateringer har desuden hjulpet med at bestemme, at Saqqaq-folket levede i perioden 2.400 år til 800 år før vor tidsregning.

Hvorfor lige Saqqaq?

En udstrakt arm peger let opad mod himlen. Buen er spændt, og strengen sitrer. Snart slippes pilen løs og rammer det rensdyr, der skal udgøre dagens måltid.

Saqqaq-folket var sublime jægere, og lavede »avancerede våben« som buer, harpuner og spyd med skarpe pilespidser fremstillet af bjergarten killiaq, der er en flintlignende skiffer, fortæller Bjarne Grønnow.

- Deres håndværksmæssige kunnen og de materialer, de har valgt, er markant anderledes fra alle andre kulturer, der har beboet Grønland siden, siger han og henviser blandt andet til Saqqaq-folkets brug af drivtømmer og bjergarten killiaq.

- Det er også derfor, vi kan være så sikre på, at det lige netop var Saqqaq-folket, der var de første i Grønland og eksempelvis ikke inuitter, lyder det fra Bjarne Grønnow, der i 2017 udgav en doktordisputats om de første mennesker i Grønland.

Saqqaq-folkets diæt bestod af fugle som alke, lomvie, tejst og den nu uddøde og pingvinlignende gejrfugl. Derudover spiste de også rensdyr, bær og fangstdyr fra havet som sæler og hvaler. Måltiderne blev blandt andet tilberedt i skindposer, der blev fyldt med mad og vand. Meget varme sten blev dumpet ned i sækken, og på den måde blev kødet kogt.

- Stenene virkede også som en slags radiator – inde i teltene. Vi har fundet over 200 kogesten inde i et enkelt telt, lyder det fra Bjarne Grønnow.

Syersker og shamaner

Dybe mørke toner strømmer ud fra brede trommer, der vibrerer kraftigt i takt med faste håndslag. En shaman sidder og messer til rytmen omringet af kroppe, der bevæger sig langsomt – næsten som i trance.

Saqqaq-folket var sandsynligvis åndelige og havde en animistisk verdensopfattelse, forklarer Bjarne Grønnow.

- Animisme går ud på, at man mener, at dyr og ting har en sjæl, som man kan komme i forbindelse med, eksempelvis gennem en shaman. Som jæger skal man også overbevise dyrenes sjæle om, at de skal lade sig fange, siger han.

Det er rester af trommerne fundet i arkæologiske udgravninger, der peger på de her ritualer og dyrkelse af naturens ånder. Derudover er der også fundet nogle få genstande, der har mønstre og billeder af dyr, der tilsammen indikerer animisme. Rester af klædedragter fundet omkring bopladserne viser også et andet aspekt af Saqqaq-folkets hverdag. Saqqaq-kvinderne var nemlig dygtige syersker og lavede smukt tøj i sæl- og fugleskind.

- De lavede sylespidse nåle af knogler fra fugle, og tråden var spundet af sener fra polarræve. Deres syteknik er helt vild flot – de kunne virkelig deres kram, lyder det fra Bjarne Grønnow.

Hvad skete der med Saqqaq-folket?

I cirka 2.000 år levede Saqqaq-folket i Grønland, som den længstlevende kultur på øen til dato, hvor de jagede, skabte smukke skindklæder og dyrkede naturens ånder. Men hvad skete der så?

- Vi mister faktisk de arkæologiske spor efter Saqqaq-folket engang i perioden mellem 800 til 500 år før vor tidsregning, starter Bjarne Grønnow.

Han forklarer videre, at der er forskellige teorier om, hvorfor Saqqaq-folket forsvandt.

- De er sandsynligvis blevet mere og mere isolerede fra deres slægtninge i Canada, der i samme periode forlod de nordligste arktiske områder. Isolationen og eventuelle problemer med at finde mad kan tilsammen have gjort det svært for Saqqaq-folket at overleve i Grønland, siger Bjarne Grønnow.

Saqqaq-folket talte formentlig over 10.000 mennesker. Og selvom det på sin vis er mange, har der været behov for, at man har kunnet mødes med mennesker fra andre områder for at udvide familierne »og simpelthen få børn med nogle, man ikke var i familie med«, fortæller han videre.

- Selvom vi ikke ved, hvad der skete med folket og kulturen, ved vi, at de her første mennesker i Grønland var nogle superdygtige håndværkere og jægere. De forstod virkelig at udnytte hele den vifte af fangstdyr og andre ressourcer, som den arktiske natur omkring dem kunne byde på, siger Bjarne Grønnow.

Efter Saqqaq-folket fulgte både den tidlige Dorset-kultur, sen-Dorset, vikinger og til sidst inuit, der er forfædre til den nutidige grønlandske befolkning.