DØGNRAPPORT

Savnede personer blev spottet af Challenger-fly – vidner efterlyses i sag om ung pige

Tre savnede personer blev onsdag fundet under en SAR-operation. Politiet søger desuden vidner i en sag, hvor en mand antastede en ung pige i Nuuk onsdag aften.

Offentliggjort

Natten til onsdag blev en større SAR-operation indledt i Nordgrønland, efter at tre personer var blevet meldt savnede. Der var tale om tre mænd, som i en jolle var på vej fra Saqqaq til Qaarsut, men som ikke var nået frem.

Vagtchef Hans-Peter Berthelsen fortæller torsdag, at det lykkedes at finde de tre savnede i god behold.

Det var Forsvarets Challenger-fly, der spottede de tre savnede onsdag formiddag under eftersøgningen. De tre mænds jolle havde fået motorproblemer, men de var heldigvis i stand til at komme ind til land.

På land havde de tre lavet et bål, og det var medvirkende til, at flyet kunne finde dem.

Alle tre er ifølge politiet blevet afhentet og sejlet til Qaarsut, hvor de ankom onsdag eftermiddag.

Vidner efterlyses

Vagtchef Hans-Peter Berthelsen fortæller videre, at politiet efterlyser vidner til en hændelse, der skete onsdag aften i Nuuk.

Her blev en ung pige antastet af en ukendt mand. Manden sagde til pigen, at hun skulle begå selvmord, og at han ville slå hende ihjel.

Episoden fandt sted på en sti ved USK-skolen i centrum af Nuuk omkring kl. 21.15.

Den ukendte mand tog fat i pigens arm, men hun kom fri ved at bide ham.

– Vi efterlyser vidner, som kan have set eller hørt noget, siger Hans-Peter Berthelsen.

Den ukendte mand beskrives som 175 cm høj, almindelig af bygning og med brunt kort hår. Han talte grønlandsk og var iført en grå maske, en lang sort jakke, gråstribede handsker og Adidas-sko.

Powered by Labrador CMS