Sermersooq: Vær i god tid, hvis du vil brevstemme
Det er nu muligt at brevstemme til folketingsvalget, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq. Men vær i god tid, lyder opfordringen, da det er ens eget ansvar, at brevstemmen når frem til valgstedet i tide.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Det er muligt at brevstemme ved
at henvende sig til borgerservicecentre og filialkontorer i hovedstadskommunen.
Vælger man at brevstemme er det ikke muligt at stemme på selve valgdagen den
24. marts.
- For at en stemme til
Folketingsvalget kan tælles med, skal stemmesedlen være afgivet i så god tid,
at den når frem til valgstedet senest kl. 09:00 på valgdagen, oplyser kommunen
på sin hjemmeside, hvor det bliver understreget, at ”det er dit eget ansvar at
stemme i så god tid, at din brevstemme når frem i tide”.
Ifølge reglerne om folketingsvalg i Grønland er der ikke fastsat
en bestemt frist for, hvornår en brevstemme senest skal afgives, oplyser
kommunens ledelsessekretariat.
Forklaring
At det er ens eget ansvar at brevstemme i tide forklares på denne måde
over for Sermitsiaq:
- Baggrunden for denne ordning er blandt andet de særlige geografiske og
transportmæssige forhold i Grønland. Brevstemmer
kan afgives mange forskellige steder - eksempelvis på folkeregistre,
institutioner, skibe, i den øvrige del af riget eller i udlandet - og
transporttiden kan variere betydeligt afhængigt af afsendelsessted og
transportmuligheder.
- Det er derfor ikke muligt at fastsætte en generel frist, der med sikkerhed kan
garantere, at en brevstemme når frem i tide.
- Af den grund opfordres vælgere til at afgive deres brevstemme i så god tid som
muligt. På den måde øges
sandsynligheden for, at stemmen når frem til det relevante valgsted inden
afstemningens begyndelse på valgdagen, lyder det fra ledelsessekretariatet i
Kommuneqarfik Sermersooq.