SSA-forhandlinger afsluttet: Knap 30 mio. målrettet udsatte grønlændere i Danmark
Den danske regering og en række partier er blevet enige om, hvordan de 450 mio. kroner i SSA-reserven skal fordeles de kommende år. Knap 30 mio. kroner er afsat til initiativer for udsatte grønlændere i Danmark, der blandt andet skal styrke værestedet Redens indsats for grønlandske kvinder i udsatte positioner.
KFUKs Sociale Arbejde med værestederne "Reden" hjælper kvinder på kanten af samfundet. Blandt indsatserne i den netop afsluttede SSA-aftale er en styrkelse af de fem Reders indsats for grønlandske kvinder i udsathed.
Foto: Jakob Eskildsen/Scanpix
Torsdag aften afsluttede den danske regering forhandlingerne om SSA-reserven, der er midler til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i Danmark for de kommende fire år (2027-3030).
Samlet set er der initiativer for 451,3 mio. kroner, og heraf er der afsat 28,4 mio. kroner målrettet grønlændere i Danmark.
De nordatlantiske mandater er kun med som observatører, men har bidraget med input til regeringen og de partier, der har siddet med ved forhandlingerne.
Ifølge medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Naaja H. Nathanielsen, så har der været stor velvilje fra den danske regering for at tilgodese borgere med grønlandsk baggrund og samtlige danske partier i Folketinget har bakket op og været meget lydhøre.
Blandt indsatserne er en styrkelse af de fem Reders indsats for grønlandske kvinder i udsathed. Netværkskabelse og forebyggelse af ensomhed blandt grønlandske borgere i udsathed. Udbredelse af retshjælp til grønlændere i udsathed samt styrkelse af De Grønlandske Huses indsats for nytilkomne grønlændere.
Endelig er der også sikret et målgruppespecifikt fokus under initiativet "Housing First", på personer med grønlandsk baggrund i hjemløshed.