Tilknytning mellem mor og barn er livsvigtig

– Det eneste naturlige er, at mor og barn er sammen efter fødslen. Hvis man er nødt til at adskille mor og barn tidligt, så skal det være efter, at de har dannet relation, og kontakten til den biologiske mor og den oprindelige kultur skal altid bevares.

Sådan siger Inger Thormann, der er uddannet socialpædagog og cand.psych. fra Københavns Universitet. Hun har igennem 30 år været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem. Dertil har hun et indgående kendskab til Grønland, da hun har været med til at uddanne mere end 70 fagfolk i spædbarnsterapi og siden år 2000 fungeret som psykologisk konsulent ved Børnehjemmet Uummannaq.

Kropslig hukommelse 

Inger Thormann finder det fuldstændig vildt, at man i dagens Danmark fjerner et nyfødt barn fra sin mor to timer efter fødslen, som det er sket i sagen med Keira Alexandra Kronvold fra Thisted Kommune. – I dag har vi en omfattende viden om, hvad børn opfatter allerede mens de ligger i deres mors mave. Tilknytningen og de følelsesmæssige bånd, som udvikles mellem mor og barn dannes tidligt, og dem bærer vi med os i vores kropslige hukommelse. Ifølge Inger Thormann, så tangerer det omsorgssvigt at tage barnet væk fra moderen så tidligt. – Barnet ligger i mors lune mave og hører hendes hjerte banke igennem fosterlivet. Og derfor er det utrolig vigtigt, at barnet kommer op til brystet straks efter fødslen og hører morens hjerteslag, som det kender. Det er en blød landing og en rolig overførsel til verden. Når navnestrengen er klippet, skal barnet have lov til at få bryst.

Ikke i barnets tarv 

Inger Thormann kalder Barnets Lov, der blev vedtaget i år, for beklagelig, da det nu er blevet lettere for kommunerne at tvangsanbringe og bortadoptere børn lige efter fødslen. – Barnet får ikke en god start på livet ved at blive flyttet straks efter fødslen, og det er bestemt ikke i barnets tarv, at man afskærer barnet fra sin mor. Der er børn, som kan bortadopteres, men det behøver ikke at gå hurtigt. Hvis man er nødt til at fjerne et barn fra sin mor, så bør man ifølge Inger Thormann sikre, at der er stor ærlighed om, hvad der foregår. Man skal med andre ord fortælle barnet – også det lille barn – hvad der sker og hvorfor det ikke kan være sammen med sin mor.

 Barnets historie

I fagkronikken ”Når vi skader børn ud fra de bedste intentioner” fra 2023 skriver Inger Thormann og fagfællerne Inger Poulsen og Henrik Dybvad Larsen, at barnets historie har stor betydning.

”Barnets historie skal indeholde sandheder om barnets liv. For eksempel at det blev skabt af sine biologiske forældre i moderens mave, og at der blev taget de og de beslutninger på grund af dette og hint. Moderens ønske om gerne at ville beholde sit barn, bør også fortælles, hvis det er sådan det forholder sig. Kun sandheden må fortælles. Alt dette vil hjælpe barnet til at forstå sin egen plads i verden.

Fjerner man brat et barn fra sine rødder, så opstår der en uoverensstemmelse mellem det som barnet husker, og det som der fortælles, og det vil barnet mærke og reagere på med forskellige former for symptomer på mistrivsel – og en generel følelse af ”forladthed”. En forudsætning for at blive sig selv i verden er blandt andet, at man ved, hvem der skabte en. Det kalder Inger Thormann for barnets livsnerve. Og formår man at anerkende barnets biologiske forældre, anerkender man også barnet, lyder det.