Tre personer savnet – SAR-operation iværksat

Grønlands Politi har sammen med Arktisk Kommando iværksat en SAR-operation i Nordgrønland. En Poca 600 med ombordværende tre personer er ikke nået til Qaarsut i går. Sejlende bedes om at være opmærksomme. Udover SAR, efterforsker politiet en sag om forsøg på indsmugling af 10 kilo hash.

Tre personer, der er sejlet fra Saqqaq ved frokosttiden tirsdag, er ikke ankommet til deres destination. De er nu eftersøgt.
Offentliggjort

Grønlands Politi har sammen med Arktisk Kommando iværksat en SAR-operation mellem Saqqaq og Qaarsut i Nordgrønland.

Der er indsat Arktisk Kommandos Challenger, samt indchartret to både med ombordværende politi til eftersøgningen.

En pårørende har anmeldt tre personer savnet natten til onsdag kl. 00.08.

- Det drejer sig om tre personer, der er sejlet ud fra Saqqaq omkring klokken 11.30 med retning mod Qaarsut. Det er en sejltur på mellem seks og otte timer. Omkring midnat var de ikke ankommet til deres destination, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Jørgen Madsen til Grønlands Politi.

Vagtchefen beder sejlende om at holde udkig, hvis de skulle sejle i området. Jollen beskrives som en hvid Poca 600 med et hardtop. Den har en motor med mærket Mercury, på 225 hestekræfter.

Mand med 10 kilo hash stoppet

Grønlands Politi efterforsker også en sag, hvor en mand i slut 20'erne har forsøgt at smugle hash ind i landet.

- Manden er stoppet af tolden i Kangerlussuaq tirsdag. Her blev der fundet op mod 10 kilo hash i hans bagage. Manden er stoppet af tolden og truffet af politiet efter et tip, fortæller Jørgen Madsen.

Sagen efterforskes fortsat af politiet. Ifølge vagtchefen skal manden fremstilles i retten senere på dagen.

Powered by Labrador CMS