Trump varsler at have stor melding om Rusland på vej

Trump siger til NBC, at aftale med Nato betyder, at USA kan sende våben til Ukraine gennem forsvarsalliancen.

Trump har den seneste tid udtrykt frustration over Ruslands præsident, Vladimir Putin. Natten til fredag dansk tid siger han i et interview, at han regner med at komme med en stor melding om Rusland mandag.
Offentliggjort

USA's præsident, Donald Trump, meddeler, at han mandag sandsynligvis vil komme med en betydningsfuld udmelding vedrørende Rusland. 

Det siger han i et interview med det amerikanske medie NBC News. 

- Jeg tror, jeg vil komme med en større udtalelse om Rusland på mandag, lyder det.

Den amerikanske præsident afviser dog at uddybe, hvad meldingen vil dreje sig om.

- Jeg er skuffet over Rusland, men vi må se, hvad der sker i løbet af de næste par uger, lyder det fra Trump til NBC News. 

Han fortæller også mediet om en aftale mellem USA, Nato og Ukraine, der drejer sig om levering af våben fra USA til Ukraine.

- Vi sender våben til Nato, og Nato betaler for de våben, 100 procent. Så det, vi gør, er, at de våben, der sendes ud, sendes til Nato, og så kommer Nato til at give de våben (til Ukraine, red.), og Nato betaler for de våben, siger Trump.

Ifølge præsidenten blev aftalen indgået på et Nato-topmøde i juni.

NBC News skriver, at det er uklart, hvorvidt Trump henviser til et forslag, der handler om, at nogle Nato-medlemmer muligvis kan købe amerikanskproducerede våben på vegne af Ukraine, så USA ikke skal stå for omkostningerne. 

Nato er ikke umiddelbart vendt tilbage på en henvendelse fra CNN vedrørende udtalelsen fra Trump.

Mandag meddelte Trump, at våbenleverancer til Ukraine ville gå i gang igen.

Det skete, efter at USA's forsvarsministerium, Pentagon, tidligere havde oplyst, at det ville tilbageholde nogle luftforsvarsmissiler, artilleri og andre våben, som var lovet væk til Ukraine.

Unavngivne personer med kendskab til sagen sagde onsdag til CNN, at forsvarsminister Pete Hegseth ikke havde informeret Det Hvide Hus, inden han godkendte pausen i leverancer. 

- Jeg ved ikke noget om det, siger Trump til NBC, da han bliver spurgt til sagen natten til fredag dansk tid.

Hegseth gør et fantastisk stykke arbejde, lyder det videre fra Trump. 

Trump har den seneste tid udtrykt frustration over Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Ved et regeringsmøde tirsdag langede han igen ud efter sin russiske modpart og sagde, at han er utilfreds med, at der ikke sker fremskridt i retning af fred i Ukraine.

- Vi får smidt en masse bullshit i hovedet af Putin, lød det. 

Trump bekræftede ved samme lejlighed, at han overvejer flere sanktioner mod Rusland. 

Powered by Labrador CMS