Turistoperatør bakker op: Vi skal prioritere grønlandske virksomheder

Forslaget til to nye love om turisme, der netop har været i høring, har skabt betydelig debat blandt erhvervsdrivende. En af de stemmer, som er for lovforslaget, kommer fra en erfaren turistoperatør, der har været selvstændig i næsten 13 år.

Ivik Knudsen-Ostermann ejer Greenland Cruises og har i næsten 13 år været selvstændig. Han fortæller, at han altid har lagt vægt på at bruge lokal arbejdskraft og støtte grønlandskejede virksomheder. 

To lovforslag om turisme, som har været i høring

Høring af Inatsisartutlov om koncession til turistvirksomhed i udvalgte områder. (Høringen sluttede 28. maj 2024)

Høring af Inatsisartutlov om turistvirksomhed, om zoneinddeling m.v. for erhvervsmæssig virksomhed og begrænsning i adgang til visse områder. (Høringen sluttede 5. juni 2024)

Han bakker op om forslaget til en ny turismelov:

- Jeg er fortaler for den nye turismelov, som kræver, at alle virksomheder skal være grønlandskejede eller hovedsageligt grønlandskejet.

Greenland Cruises tilbyder ture, udflugter og andet services overalt i Grønland til turister, der besøger Grønland.

Det skal nok gå

Ivik Knudsen-Ostermann fortæller, at de oplever mange steder, at udenlandske virksomheder kommer i højsæsonen og får en masse kunder. 

Hvis turismeloven bliver vedtaget, forudsiger han, at de måske vil gå glip af forretningen, hvis sejlskibene ikke længere vil komme til og fra Grønland, men det skal nok gå, fortæller han:

- Da de er udenlandskejede, så ryger al fortjeneste ud af landet. Der bruges udenlandsk arbejdskraft på især sejlskibene.

- Måske betyder det så, at sejlskibene ikke længere vil komme og så vil vi gå glip af den smule forretning, såsom hotelovernatning, transport til/fra Grønland. Men jeg er sikker på, at gæsterne nok skal komme alligevel og så i stedet bruge grønlandskejede virksomheder.

- Jeg ser frem til, at turismeloven vedtages, så den kan komme os, grønlandskejede virksomheder til gode. Det bliver sikkert underligt i starten, da der vil være en masse spørgsmål, men det er vejen frem, siger Ivik Knudsen-Ostermann til Sermitsiaq.

Forslaget til en ny turismelov har mødt betydelig kritik fra andre sider - herunder arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv, der mener, at forslaget er problematisk for investeringslysten i Grønland. Flere projekter, der er finansieret af udenlandske turistvirksomheder, er sat i bero med henvisning til forslaget.

Powered by Labrador CMS