Udenlandsk arbejdskraft eller totalt kollaps?

Det grønlandske velfærdssamfund bløder. Tusinder af hænder forsvinder inden 2050.

Sommeren er over os, høj sol og skønt vejr. Mange elsker at gå ture, grille eller lave mad ude i fjeldet. Alt ånder tilsyneladende fredeligt, og livet går sin vante gang. Men bag idyllen gemmer sig en virkelighed, som mange enten ikke er klar over, eller i afmagt vælger at lukke øjnene for. Men vi har alle et ansvar over for samfundet, fællesskabet og den næste generation.

Netop denne lyse sommertid markerer nemlig også højsæsonen for vores to vigtigste erhverv: turismen og fiskeriet.

Det er her, midt i den travle fjeldsommer, at manglen på arbejdskraft i de senere år er blevet smertelig tydelig. Medierne og politikerne har forsøgt at adressere problemet, men det har altid virket halvhjertet og uden reelle løsninger.

Hvad skal vi gøre? For opgaverne i fiskefabrikken, i servicefagende, i alderdomshjemmene, i børnehaverne, forsvinder ikke af sig selv, blot fordi vi mangler hænder. Derfor tilkaldes der flere og flere udenlandske arbejdere, primært fra Asien, for at holde hjulene i gang. Men betyder det, vi er ved at opbygge et parallelsamfund i kulisserne? Og har Grønland overhovedet nogensinde været god til integration? Problemet vokser hurtigt, og det rammer nu langt ud over fiskeindustrien.

Det rammer folkeskolen. I en artikel for et par måneder siden i AG berettes det,  hvordan børn af asiatiske forældre, som kommer hertil uden at kunne tale grønlandsk eller dansk, oplever nederlag og mister motivationen, fordi skolesystemet mangler ressourcer. Manglen på hænder lammer også vores daginstitutioner i hverdagen. Mens det offentlige savner en reel integrationspolitik og fokus, fortsætter de private virksomheder med at hente folk udefra, fordi det er nødvendigt.

Tallene fra Grønlands Statistik viser, at krisen er alarmerende: Frem mod 2050, forventes det samlede befolkningstal at falde til 53.500. Værre endnu; den grønlandskfødte befolkning skrumper markant med knap 7.000 personer (fra 49.400 til 42.500). Samtidig mister arbejdsstyrken 5.000 potentielle fuldtidshænder, mens antallet af ældre over 65 år stiger med 3.500 borgere.

Det betyder blandt andet flere skal forsørges, men færre til at betale skat. Her og nu mangler vi 600-1.000 medarbejdere om året, men frem mod 2040 vil vi mangle mellem 2.000 og 3.000 varige hænder i velfærdssektoren.

Hvis ikke der sker radikale ændringer – eksempelvis i måden bloktilskuddet reguleres på – kan vi simpelthen ikke opretholde vores velfærdssamfund. Befolkningen skal oplyses, så vi kan deltage i samfundsdebatten på et oplyst grundlag.

Her har vores public service-medie en bunden opgave i at rulle de store debatter ud mellem landspolitikere, kommunalpolitikere og eksperter. Uden en informeret demokratisk debat kan vi ikke tackle opgaven.

For hvordan skal vi leve sammen, integreret mellem forskellige folkeslag,  i fremtidens Grønland? Grønlændere, danskere, filippinere, thailændere? Svarene forudsætter, at vi alle tager samfundsansvar nu, før det er for sent. Men hvem har ansvaret for at løse problemet?