Uenighed om afvist hjælpepakke

Oplæg til hjælpepakke var rodet og ville bidrage til unødig administration, siger formand for Naleraq og næstformand i Finans- og Skatteudvalget, Pele Broberg. Ifølge borgmester kan afvisningen af hjælpepakken blive et stort tilbageslag for turismudviklingen i Sydgrønland.

Offentliggjort

I sidste uge langede naalakkersuisoq  Naaja H. Nathanielsen (IA) ud efter Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut, fordi udvalget havde afvist et forslag om ekstra støtte til erhvervslivet i Sydgrønland som følge af ekstraordinært meget storis i området i sommer.

Formand for udvalget, IA's Peter Olsen, kunne oplyse, at IA var blevet stemt ned i udvalget, men han kunne ikke sige, hvorfor resten at udvalget ønskede at afvise hjælpepakken. 

Næstformand i Finans- og Skatteudvalget, Pele Broberg (N), oplyser i et skriftligt svar til Sermitsiaq, at han ikke kan referere fra udvalgets behandling af sagen, men som partiformand udtaler han blandt andet:

- Fra Naleraq er vi enige i flertallets vurdering i, at denne pakke intet har med katastrofehjælpen til fiskere og fangere at gøre, hvor vi er bekendte med, at dem, der var tiltænkt hjælp, som udgangspunkt ikke får hjælp, lyder det fra Pele Broberg.

Broberg: Rodet oplæg

Han kritiserer desuden oplægget til hjælpepakken for at være rodet:

- Fra Naleraq har vi bemærket, at det er et meget rodet oplæg, der på ingen måde sikrer hjælp til trængende men mere bidrager til unødig administration, skriver Pele Broberg.

Naaja H. Nathanielsen udtalte i sidste uge hård kritik af udvalgets afgørelse, som hun var skuffet og uforstående overfor:

- Jeg finder det meget, meget tankevækkende, at man ikke vil give erhvervslivet i Sydgrønland en hjælpende hånd, for at håndtere en uforudset og vanskelig situation i en tid, der er kritisk for erhvervsudviklingen, lød det fra Naaja H. Nathanielsen.

Som respons på kritikken siger Pele Broberg, at det ikke er kutyme, at Naalakkersuisut kritiserer et udvalg, og det handler om, at Naaja H. Nathanielsen er kommet til at love for meget:

- Jeg kan forstå, at Naalakkersuisoq tidligere til medierne har udtalt, at vedkommende var overbevist om, at hun havde Inatsisartuts partier bag sig. Nu står det så klart, hun ikke har det, lyder det fra Pele Broberg.

Borgmester: 30 krydstogtsskibe blev væk

Borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA) har efter udvalgets afvisning af hjælpepakken udsendt en pressemeddelelse, hvor hun udtrykker stor bekymring for konsekvenserne.

Ifølge borgmesteren var der i år ventet en rekordkrydstogtssæson i Kujalleq, og mange turismevirksomheder havde derfor investeret i nye både, skibe, busser, ansat ekstra personale og udvidet deres forretning for at håndtere de forventede antal turister. 

Desværre holdt storisen omkring 30 krydstogtsskibe væk, og det har medført betydelige økonomiske tab for aktørerne, lyder det fra borgmesteren:

- Det værste udfald kan være, at flere nye turismevirksomheder må dreje nøglen om. Det vil være et stort tilbageslag for vores turismeudvikling, netop som vi forbereder os på de nye lufthavne, udtaler borgmester Stine Egede.

Powered by Labrador CMS