Vivian Motzfeldt: Vi bar jeres styrke med os
Den tidligere Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, husker tilbage på det første møde og glæder sig over, at der nu er faldet en aftale på plads. Aftalen skal underskrives af Grønland, Danmark og USA i den kommende uge.
- Vi bar jeres styrke med os, lyder det fra Vivian Motzfeldt når hun husker tilbage på det første møde med USA 14. januar 2026. Nu reagerer hun på den forestående underskrivelse af aftalen mellem de tre lande.
Foto: Oscar Scott Carl
Den tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (D), reagerer nu på den forestående aftale mellem USA, Grønland og Danmark efter måneders spændinger mellem de tre lande.
I en udtalelse på Facebook beskriver hun perioden som historisk og præget af et usædvanligt pres fra USA, herunder ønsker om at overtage Grønland og udtalelser om, at brug af militær magt ikke blev udelukket.
Den 14. januar 2026 stod hun sammen med den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, og skulle forsvare Grønland i et diplomatisk møde med USA's vicepræsident J. D. Vance og USA's udenrigsminister Marco Rubio.
Hun beskriver de sidste sekunder før det første møde mellem Grønland, Danmark og USA:
- Vi vidste, hvad vi kom for. Men vi vidste ikke, hvad der ventede os på den anden side af døren. Vi vidste ikke, hvordan vi ville blive mødt, eller hvordan vi ville blive behandlet.
- Da vi trådte ind i lokalet, bar vi noget med os, som ingen kunne tage fra os. Vi bar jeres styrke med os. Jeres gode ønsker. Jeres opbakning. Og den tillid, I havde vist os, skriver hun.
Grønlands stemme lyttes til nu
Efter mødet i Washington kom Vivian Motzfeldt med en direkte besked til borgere i Grønland:
- Kære landsmænd, jeg ved, at I alle er med mig, og selv om det har været en spændende dag for os alle, kan jeg sige, at mødet var godt. Drøftelserne var baseret på gensidig respekt. Vi er enige om, at vi skal være fremsynede i vores fremtidige aktiviteter, sagde hun på grønlandsk til flere udenlandske medier.
I sit opslag fremhæver hun arbejdsgruppen, der blev nedsat i januar, som vigtig fordi den nu har banet vejen for en aftale, som alle tre lande kan se sig selv i.
Den tidligere naalakkersuisoq kalder aftalen en vigtig milepæl og siger, at Grønland har vist, at landet skal være med ved bordet, når beslutninger om dets fremtid træffes.
- Det er en vigtig milepæl. Men vores arbejde slutter ikke her. I generationer har vores land kæmpet for at blive hørt. For at blive respekteret. For at blive behandlet retfærdigt. Og for selv at have en stemme, når beslutninger om vores land og vores fremtid bliver truffet. Den stemme er blevet hørt. Verden har lyttet. Og Grønland har vist sin styrke, skriver Vivian Motzfeldt.
Samtidig retter hun en særlig tak til de grønlandske embedsmænd og til befolkningen for opbakningen gennem forløbet.
Aftalen mellem USA, Grønland og Danmark forventes at blive skrevet under i den kommende uge.