Watsons advokat: Ministerium er på vej med afgørelse
Justitsministeriet vil inden for to uger afgøre, om man vil imødekomme Japans krav om udlevering af aktivisten Paul Watson. Det har ministeriet oplyst ifølge Watsons advokat.
Sagen om Paul Watson fortsætter i Nuuk mandag 2. december med et nyt retsmøde om, hvorvidt han skal løslades. Billedet her er fra oktober.
Foto: Leiff Josefsen
Julie Stage, der er advokat for hvalaktivisten Paul Watson, siger, at Justitsministeriet har oplyst hende, at det forventer at afgøre, om Watson kan udleveres til Japan inden for de kommende 14 dage.
Paul Watson har siddet fængslet i Grønland i Nuuk siden juli.
Japan ønsker ham udleveret og retsforfulgt på grund af en hændelse i Antarktis i 2010.
Her var Watson ifølge de japanske myndigheder med til at beskadige et hvalfangerskib og hindrede også japanske hvalfangere i at udføre deres arbejde. Et besætningsmedlem kom til skade, hedder det.
Canadisk-amerikanske Watson selv nægter sig skyldig.
Julie Stage fortæller desuden, at Justitsministeriet har oplyst, at det har bedt Japan om supplerende oplysninger, inden det tager stilling til, om Paul Watson skal udleveres.
Til baggrund for beslutningen om udlevering har Justitsministeriet indhentet udtalelse fra Grønlands Politi og Rigsadvokaten.
Vurderer Justitsministeriet, at der er grundlag for at udlevere Paul Watson, har han mulighed for at få sagen indbragt for domstolene.
Mandag skal der i retten i Grønland være retsmøde om, hvorvidt Paul Watson fortsat skal sidde fængslet på Anstalten i Nuuk.
/ritzau/