»Yderst uheldig stædighed«

Der var nok en del, der åndede lettet op, da Siumuts partiformand i april 2022 udtalte, at staten bør betale for renoveringen af nogle af de forfaldne boliger i Grønland.

- Vi kan løse problemet ved et samarbejde mellem Selvstyret og kommunerne, hvorefter vi kan komme med et krav til staten om, at de skal være med til at betale, sagde Erik Jensen til KNR og nævnte de blokke, som den danske stat opførte i 1960´erne og 70´erne, da folk flyttede fra bygderne til byerne.

Én af dem, der har noteret sig udtalelsen, er Demokraternes ordfører Anna Wangenheim.

Hun brugte spørgetimen i onsdags i Inatsisartut på at minde naalakkersuisoq for boliger om den i hendes øjne gode løsning.

- Koalitionen kom med en meddelelse i 2022 om, at man agtede at henvende sig til den danske stat, som er nødt til at tage et medansvar for renoveringen. Hvad er status i den sag? spurgte hun Hans Peter Poulsen (S).

I første omgang svarede Poulsen ikke på spørgsmålet, hvilket fik Wangenheim til at insistere:

- Det er din formand, der var naalakkersuisoq dengang, som kom med meldingen. Så hvorfor vælger man nu, at Grønland alene skal betale regningen?

- Under den efterfølgende planlægning kom vi frem til, at det ikke er nødvendigt med hjælp udefra, svarede Hans Peter Poulsen og tilføjede, at den slags investeringer fra udlandet ikke løser problemerne på længere sigt.

Ifølge ham skal der en mere robust plan til for at sikre, at fremtidige generationer ikke hele tiden hænger på en ny, eskalerende renoverings-regning.

Rimeligt eller ej?

Over for AG kalder Anna Wangenheim det en zig-zag-kurs, at koalitionen først melder ud, at staten skal være med til at løfte de økonomiske byrder. Og så ændrer kurs.

- Det giver mig lyst til at stille spørgsmål videre til formanden for Naalakkersuisut og ikke mindst partiet Siumut, om hvilken kurs de sætter for bolig-lejerne i Grønland, siger hun.

- Men hvorfor er det overhovedet rimeligt, at staten skal være med til at betale?

- Staten har haft et ansvar i forhold til tvangsflytningerne i sin tid, hvorfor det kun er rimeligt at vi også stiller krav til staten om at være med til at finde løsninger, svarer Anna Wangenheim og fortsætter:

- Når det er sagt, er vi dog helt med på, at vi selv skal tage et ansvar og selv betale for renoveringsefterslæbet, da vi selv fik ansvaret for området. Det nytter ikke, at vi på den ene side stiler efter selvstændighed og samtidigt kryber til de nemme løsninger, som det er at bede Danmark finansiere områder, som vi selv har ansvaret for. Men der må være en form for overgangspolitik. Man bør kunne forhandle om med staten, da man valgte at tvangsflytte mennesker fra deres respektive bopæl dengang. Jeg mener, at det er vigtige skridt i vejen mod en gensidig respekt og ligeværdighed at den danske stat tager et medansvar i sagen, understreger Wangenheim.

Overhørte advarsel

Der er forskellige meldinger om, hvor meget den samlede renoveringsindsats vil koste. Der nævnes beløb fra 2.5 milliarder til 7 milliarder kroner. Hans Peter Poulsen skærer igennem og forklarer, at de høje beløb ikke er udtryk for det aktuelle vedligeholdelsesbehov, men »et fremskrevet estimat for, hvad man tidligere har ment, at det kan vokse til«.

- Uanset hvilket tal, der benyttes, kan vi ikke komme uden om, at der er et stort manglende vedligehold. Men vi kan ikke genoprette hele selvstyrets boligmasse på en gang, da vi er begrænset af de midler, vi har til rådighed og af kapaciteten i byggebranchen, udtaler han i en pressemeddelelse.

Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen, var en af de oppositionspolitikere som udtrykte stor ærgrelse i Inatsisartut-salen over, at man ikke har taget fat på at løse problemer med skimmelramte og slidte boliger for år tilbage. Fra talerstolen mindede han om, at efterslæbet blev grundlagt i en fjern fortid.

- Jeg vil citere tidligere Atassut-formand og partiets stifter, Lars Chemnitz: 

- Vi overtager boligerne fra staten som sikkerhed for, at landet ikke skal blive økonomisk insolvent, men det vil ende med at være en belastning for os i fremtiden. Før vi overtager hele ansvaret, skal vi sikre os, at boligerne er renoveret, ellers bliver det en meget dyr affære for samfundet, når vi skal renovere forfaldne boliger, citerede Jerimiassen fra talerstolen og tilføjede:

- Jeg mener, at det netop er denne advarsel, vi ikke har lyttet til, og det har nu ført til, at vi skal bruge enorme summer på renoveringer.

Ingen skam

Anna Wangenheim understreger, at hun principielt bakker op om tanken om, at selvstyret »kan selv, vil selv«.

Men i denne sag ser hun flere grunde til at rette blikket mod København. Hun gentager, at det er meldt ud, at der har været kontakt til den danske stat om det, og at det i øvrigt »ikke er første gang, at Grønland rækker hånden ud efter hjælp«.

- Der er ingen skam i at fremme et samarbejde, hvis det er til gavn for borgerne. Vi er fortsat i et rigsfællesskab, og Danmark har i forvejen ansvarsområder, som de er forpligtede til at samarbejde med om. Ved at Naalakkersuisut opgiver tanken om at gå i dialog med Danmark sender de et signal om en yderst uheldig stædighed, der i sidste ende får konsekvenser for lejerne, herunder et indhug i deres privatøkonomi via fremtidige huslejestigninger.

Der har gennem årene været meget debat om tvangsflytninger – om de var frivillige eller netop tvang? I 1950´erne og årene frem blev det omtalt som »en koncetrationspolitik«, der skulle være med til at højne levestandarden, fordi der var job at få i fiskeindustrien. I 1968 citerede AG landsrådsmedlem, Elisabeth Johansen (Lars-Emil Johansens mor), for følgende udsagn om koncentrationspolitikken, som hun ønskede ophævet: 

- Man ser tydeligere og tydeligere, at der er tale om frivillig tvangsflytning med boliger som lokkemad.