KAK styrker sekretariatet

Fodboldforbundet KAK ansætter to nye medarbejdere, der skal skabe bedre struktur, kontinuitet og kapacitet i forbundets daglige arbejde.

Esther Brandt Arens (til venstre) og Eva Davidsen (til højre) er blevet ansat i KAK's sekretariat.
Offentliggjort

De to nyansættelser skal skabe en tydeligere arbejdsdeling i KAK's sekretariat, så KAK kan bruge mere tid på klubberne, børn og unge, landshold, uddannelse og udviklingen af grønlandsk fodbold og futsal. 

Det oplyser Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat (KAK) i en pressemeddelelse.

De to nye medarbejdere er Esther Brandt Arens og Eva Davidsen. Esther Brandt Arens har mange års erfaring inden for blandt andet administration, HR, ledelse, uddannelse og organisationsudvikling. Hun kommer fra en stilling som uddannelsesleder.

Eva Davidsen kommer med erfaring inden for administration, økonomi, budgetopfølgning, medlemsservice, HR og koordinering. Hun har blandt andet arbejdet ved Retten i Grønland og SIK, oplyser KAK.

KAK’s formand, Kenneth Kleist, forklarer, at forbundet har behov for flere kræfter til at løse opgaverne:

– KAK er i en stor udvikling, og der følger også flere opgaver og større krav med. Derfor har vi haft behov for at styrke sekretariatet med mennesker, der kan skabe struktur og tage ansvar. Med Esther og Eva får vi to stærke profiler med kompetencer, der passer rigtig godt sammen, siger Kenneth Kleist.

Powered by Labrador CMS