Martin Møller bliver landstræner for langrend – igen

Den nylige vinder af Arctic Circle Race og OL-atlet Martin Møller skal sætte retningen for langrendsporten herhjemme i det næste år.

Martin Møller har netop vundet Arctic Circle Race for 11. gang.
Offentliggjort

Langrendssporten i Grønland har igen fået en landstræner. Det er den 44-årige Martin Møller, som er et kendt navn indenfor langrend.

Det oplyser Kalaallit Nunaanni Sisortartatut Kattuffiat, Grønlands Skiforbund, i en pressemeddelelse.

Martin Møller har deltaget ved vinter OL to gange for Danmark.

En af hans vigtigste opgaver som landstræner bliver at sikre målrettet talentudvikling af unge skiløbere. Derudover skal han være med til at skabe stærkere træningsmiljøer i byerne, styrke trænernetværket og løfte det fælles niveau.

- Med aftalen med Martin Møller på plads ser vi frem til en fremtid med fornyet energi, stærkere fællesskaber og ny udvikling i langrendssporten i Grønland, siger formand for Ujakkaartartut Ataatsimiititaliaat Marie Fleischer i pressemeddelelsen.

Genindtager landstræner rollen

Det er ikke første gang, Martin Møller bliver landstræner for langrendssporten.

I 2021 blev han ansat som landstræner. Et lille år senere blev hans kontrakt så forlænget med to år, så den skulle have gjaldt til sommeren 2024.

Men i oktober 2022 valgte han at stoppe som landstræner, da han ville koncentrere sig om andre ting.

Nu er han så tilbage i rollen. Udmeldingen kommer en uge efter, han for 11. gang vandt Arctic Circle Race, som bliver beskrevet som verdens hårdeste skiløb.

Aftalen med den nye landstræner træder i kraft den 14. april 2025 og skal til start vare et år.

Powered by Labrador CMS