Snemangel kan tvinge ACR til ændringer

Det varmere og mere snemangel i Vestgrønland har allerede fået konsekvenser for Arctic Circle Race i Sisimiut. Færre lokale deltagere er tilmeldt end normalt, ruten kan blive ændret, og arrangørerne forventer større udfordringer med transporten.

Ved gode vintre er der som regel masser af sne til løbet.
Offentliggjort

Fra 27. til 29. marts afholdes Arctic Circle Race i Sisimiut, og arrangørerne følger vejrudsigten tæt. Da de onsdag den 19. februar mødtes for at gøre status, handlede det ikke kun om de sædvanlige forberedelser.

– Vi har reserveret sne, siger Jens Klaus Lennert med et smil. Han har været formand for løbet i næsten 20 år.

Spøgen bliver dog hurtigt afløst af alvor. Den usædvanligt varme vinter i Vestgrønland vil ikke kun kunne mærkes af deltagerne i verdens hårdeste langrendsløb. Også arrangører og frivillige kan stå over for deres hidtil største udfordring.

– Det er usædvanligt. Normalt ligger ruten højere oppe i terrænet, så selv hvis der mangler sne tættere på byen, plejer forholdene at være gode længere inde i landet. Men i år er der også markant mindre sne i terrænet. Det kan gøre transporten af tungt udstyr langt mere besværlig, siger Jens Klaus Lennert.

Start og rute kan blive ændret

FAKTA OM ARCTIC CIRCLE RACE

- Løbet blev første gang officielt arrangeret i 1998.

- Det er siden blevet gennemført hvert år, men blev aflyst i 2020, 2021 og 2023 på grund af coronarestriktioner.

- Regnes for et af verdens hårdeste langrendsløb.

- Der konkurreres på to distancer: 100 og 160 kilometer.

- Der arrangeres også Miki Arctic Circle Race for børn.

Normalt bliver containere og hytter transporteret med snepistmaskiner, når der er gode sneforhold. Men den begrænsede sne tæt på byen kan betyde, at arrangørerne i år må bruge ATV’er og snescootere, som kan fragte langt mindre last end snepistmaskiner.

Snemanglen kan også få direkte betydning for ruten i Arctic Circle Race.

Kasik, som Jens Klaus Lennert kaldes til daglig, har været formand i snart to årtier og ved derfor om nogen, hvad løbet kræver.

Deltagerne ses normalt ved start og mål foran Taseralik i Sisimiut, hvor mange tilskuere plejer at samles. Men i år kan startområdet blive flyttet længere ind i landet.

– Både længden og formen på ruten kan blive anderledes, afhængigt af hvor meget sne der er på det tidspunkt.

Flere af de faste strækninger er nemlig usikre, hvis forholdene ikke ændrer sig.

– Vi plejer at bruge havisen i Kangerluarsuk Tulleq på andendagen, men den er endnu ikke frosset til. Der er nyis, men det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig frem mod løbet.

Færre tilmeldte

Normalt deltager op mod 230 skiløbere i Arctic Circle Race. Indtil videre har mellem 120 og 130 deltagere tilmeldt sig, hvilket er færre end normalt, oplyser arrangørerne.

– Der er markant færre tilmeldte fra Grønland på nuværende tidspunkt. Manglen på træningsmuligheder er formentlig en af de største årsager, og mange afventer nok også, om der kommer mere sne, siger Jens Klaus Lennert.

Det milde og snefattige vejr skaber ikke kun usikkerhed for deltagerne i Arctic Circle Race. Også hundeslædeløbet Avannaata Qimussersua risikerer ændringer, som vi tidligere har beskrevet.

Arrangørerne af Arctic Circle Race håber ligesom deltagerne i Avannaata Qimussersua. 

Vil den bestilte sne nå frem i tide?

– Forsendelserne er jo blevet langsommere, så jeg ved det ikke. Nej, spøg til side, siger Jens Klaus Lennert og griner.

Powered by Labrador CMS