Kulturminister ønsker mere grønlandsk stof i danske medier

Kommende medieforhandlinger i Danmark vil udforske muligheder for mere grønlandsk og færøsk liv og kultur i det danske mediebillede, fortæller dansk minister.

Zenia Stampe fra Radikale Venstre er dansk kulturminister siden 3. juni 2026.

Kulturminister Zenia Stampe mener, at de seneste år har vist vigtigheden af den fælles samtale i Rigsfællesskabet.

Det bør også afspejle sig i mediedækningen, understreger den danske kulturminister i et svar til folketingsmedlem Emilie Schytte:  

– For mig er det helt naturligt at grønlændernes og færingernes liv og kultur skal have en større plads i det danske mediebillede, siger Zenia Stampe. 

Emilie Schytte vil gerne vide, om ministeren er klar til at opdatere public service-aftaler med DR og TV 2 for at sikre mere dækning af Grønland og Færøerne. 

Kulturministeren fortæller dog ikke, præcis hvordan hun vil gennemføre sit ønske om mere nordatlantisk liv og kultur i medierne. 

– Jeg ser frem til at drøfte, hvordan dette konkret kan udmøntes med Folketingets partier ved de kommende medieforhandlinger, uddyber hun i folketingssvaret. 

Zenia Stampe understreger også, at DR allerede i dag er forpligtet til at formidle indhold om og fra Rigsfællesskabet. 

Powered by Labrador CMS