IA forkaster ny skolelov: Sprogfag må ikke forringes

IA-politikerne i Inatsisartut kan ikke bakke op om det forslag til ny folkeskolelov, som Naalakkersuisut har haft i høring. Partiet vil blandt andet ikke være med til at forringe sprogfag på bekostning af et øget fokus på grønlandsk.

Dansk, engelsk, historie og religion skal ikke længere indgå som fag i 1. til 3. klasse i folkeskolen, foreslår Naalakkersuisut i nyt lovforslag.
Offentliggjort

Hvis folkeskoleloven skal ændres, skal det ske på et velovervejet grundlag, og hvor man på forhånd har inddraget en lang række aktører med berøring til folkeskolen, mener IA-politikerne i Inatsisartut, der dermed er med til at underminere Naalakkersuisot for Uddannelse Nivi Olsens (S) udspil, der har rejst en hed debat i befolkningen.

IA-politikerne i Inatsisartut oplyser efter et gruppemøde, at man er enige om, at faget grønlandsk skal styrkes, ”men det må ikke betyde, at undervisningen i andre sprog bliver forringet”, bliver det fastslået i en pressemeddelelse.

I lovforslaget er der lagt op til, at yngstetrinnet skal have færre timer og skoledage, og som konsekvens skulle en lang række fag – blandt andet dansk og engelsk – udgå som selvstændige fag. Det centrale argument var, at formålet var at styrke grønlandsk og matematik og sikre, at der var færre skoleskift i løbet af en undervisningsdag, så de yngste elever kunne få tid til mere fordybelse.

Hed debat

Forslaget, som Sermitsiaq har omtalt i detaljer, har rejst en stor og hed debat i befolkningen. Forskere fra Grønlands Universitet og Grønlands Erhverv har udtrykt bekymring, da man mener, at lovforslaget vil forringe de unges muligheder for at videreuddanne sig til gymnasiet og de højeregående uddannelser.

I pressemeddelelsen fra IA-gruppen udtrykker partiet også bekymring for, hvad de små elever skal foretage sig, når antallet af skoledage reduceres.

Meningsfulde fritidsaktiviteter

- Hvis det (lovforslaget, red.) gennemføres, skal der dog sikres meningsfulde fritidsaktiviteter og læring for børnene efter skoletid, mens forældrene er på arbejde. Dette gælder i hele landet og ikke kun i byerne, fastslår IA.

- Der er mange parter, som skal samarbejde i forbindelse med ændringerne, og som bør involveres dybere i arbejdet. F.eks. skal kommunerne være forberedte på, at de yngste børn har mere fritid, undervisningsmaterialet skal tilpasses, formålet skal være klart fra alle, og det kræver, at flere interessenter inddrages, det omfatter også, at børn, forældre, skolebestyrelser og fagfolk høres, mener IA-politikerne.

Den syv mand store IA-gruppe sender desuden en kraftig opfordring til Naalakkersuisut om, at lovforslaget ikke bliver fremlagt på forårssamlingen.

Inddrag Grønlands Uddannelsesråd

IA mener, at Grønlands Uddannnelsesråd skal inddrages i forberedelsen af ændringerne af lovforslaget om folkeskolen, da rådet kan rådgive på et ”vidensbaseret grundlag”.

- Vi har også bemærket, at flere organisationer har fremsat kritik i høringen. Derfor mener vi, at det er vigtigt at inddrage samfundet og relevante interessenter i arbejdet med lovændringer og lade dem medvirke i udformningen af ændringsforslaget, lyder det i pressemeddelelsen, som uddannelsesordfører Nivi Heilmann Efraimsen har udsendt på vegne af hele gruppen.

Partiet oplyser, at man er parat til at deltage i et arbejde for ”en langtidsholdbar organisering af uddannelsesområdet”.

- Det handler om at tage vores børns læring alvorligt og forstå at folkeskolen har stor indflydelse på samfundet og på familiernes hverdag, bliver det understreget af den syv mand store IA-gruppe.

Powered by Labrador CMS