Juno Berthelsen (N), næstformand i Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, kommenterer den nye aftale. Han understreger, at befolkningen først skal informeres, inden Inatsisartut drøfter aftalen politisk.
Han tager ikke direkte stilling til, om han støtter eller er imod aftalen.
- Endelig er forsvarsaftalen offentliggjort. Naalakkersuisut har allerede underskrevet aftalen. Næste skridt er derfor at informere befolkningen om indholdet. Herefter bliver det Inatsisartuts opgave at drøfte aftalen politisk og, hvis nødvendigt, godkende den.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grønlands fremtid skal afgøres af det grønlandske folk selv, og jeg vil kæmpe for at sikre dette.
Han mener dog, at en gylden mulighed er forpasset:
- Vi kan se, at vi ikke har udnyttet den mulighed, vi havde for at blive en selvstændig stat. USA har prioriteret at indgå en aftale med Grønland. En stormagt har nu vist, at den er villig til at indgå en aftale med os og støtte os. Dermed har vi forpasset en god mulighed for at blive en selvstændig stat, siger han til Sermitsiaq.
Naleraq glæder sig dog over, at partiets budskaber fra begyndelsen er blevet indarbejdet i aftalen.
- Vi kan se, at Naalakkersuisut har arbejdet for de budskaber, som Naleraq har fremført fra begyndelsen. Vi har fra start understreget, at vi skal have mulighed for at blive medlem af NATO. På den måde kunne vi, når vi blev en selvstændig stat, selv have indgået en aftale med USA.
Naleraq har arbejdet for, at Grønland selv skulle stå for overvågningen af landets forsvar. Juno Berthelsen beklager, at dette ikke er kommet med i aftalen.
- Vi beklager, at udviklingen i stedet er gået i retning af, at vi bliver endnu mere bundet til det danske forsvar.