Kommuneqarfik Sermersooq får ny direktør for børn og skole

Tina Evaldsen skal lede børn og unge ved Kommuneqarfik Sermersooq fremover. 

Tina Evaldsen er 49 år og kommer fra en stilling som chef for Socialstyrelsen.
Offentliggjort

Der er fundet en ny direktør for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq. Kommunen har ansat Tina Evaldsen, som ansættelsesudvalget enstemmigt har peget på, som den rette kandidat til stillingen.

Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq på deres hjemmeside.

Med ansættelsen får kommunen en erfaren og forandringsorienteret direktør med solid ledelseserfaring fra både det sociale og sundhedsfaglige område.

Tina Evaldsen kommer fra en stilling som chef for Socialstyrelsen og har tidligere været afdelingschef i Paarisa. Her har hun arbejdet målrettet med sundhedsfremme og forebyggelse og har opnået stor erfaring med tværgående samarbejde.

- Tina Evaldsen har gennem sin karriere vist stærke kompetencer inden for ledelse, samarbejde og udvikling. Hun har en vigtig forståelse for de sammenhænge, der er mellem trivsel, forebyggelse og børns udvikling, og vi ser frem til at få hendes erfaringer i spil i arbejdet med vores børn og unge, siger kommunaldirektør Ole Jakobsen i pressemedelelsen.

Område med stor betydning

Også den nye direktør glæder sig.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Kommuneqarfik Sermersooq og til at arbejde med børn og skole. Det er et område med stor betydning for fremtiden, og jeg ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling i tæt samarbejde med ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere, siger hun.

Tina Evaldsen er 49 år og har desuden erfaring fra Nuuk Kommune og glæder sig nu til at vende tilbage til kommunen i en ny rolle.

Hun tiltræder 1. maj 2026.

Powered by Labrador CMS