Fødevarecheck bør også komme til Grønland

Hollie Olsen Kielsen
folketingsvalg2026

Najaaraq Møller (S) mener, at fattige borgere i Grønland bør kunne få del i den fødevarecheck, som er vedtaget i Danmark.

I Danmark blev man kort før valget enige om at udstede en fødevarecheck til borgere med en indkomst under et vist beløb.

Najaaraq Møller mener, at ordningen bør udvides til Grønland:

- Nogle vil måske sige, at Grønland selv må løse problemet gennem vores egen økonomi. Og ja – vi har også et ansvar for vores eget samfund. Men når vi taler om rigsfællesskabet, må vi også kunne tale om fælles ansvar.

- Danmark bruger hvert år milliarder på international bistand og støtte til mange forskellige lande rundt om i verden. Derfor bør det også være muligt at diskutere, hvordan borgere i Grønland kan få del i ordninger, der allerede findes i Danmark, når behovet er der, skriver Najaaraq Møller i pressemeddelelsen.

For Najaaraq handler det ikke om at flytte ansvar væk fra Grønland, men om, at borgere i rigsfællesskabet ikke bør stå ringere, når det gælder mad.

- Hvis rigsfællesskabet skal give mening, må det også kunne mærkes i menneskers hverdag, afslutter Najaaraq Møller (S).

Powered by Labrador CMS