Siumut vil forbedre vilkår for grønlandske studerende i Danmark

Hollie Olsen Kielsen
folketingsvalg2026

Siumut vil i Folketinget arbejde for bedre uddannelsesmuligheder, boliger og økonomiske forhold for grønlandske studerende – både før, under og efter deres studier i Danmark.

Partiet ønsker at fastholde ordningen, der giver grønlændere adgang til offentligt finansierede bacheloruddannelser i Danmark med et karaktergennemsnit over 6,0 fra forberedende uddannelser (Gymnasiet for eksempel).

Samtidig vil Siumut arbejde for, at Ilisimatusarfik bliver fuldt anerkendt af danske universiteter, så det bliver lettere for bachelorer herfra at blive optaget på kandidatuddannelser i Danmark.

Boligmangel i de større studiebyer er en udfordring, og derfor vil partiet arbejde for flere betalelige studieboliger – også til studerende med familier. Derudover foreslår Siumut en særlig støtteordning til husleje ved studiestart i samarbejde med Naalakkersuisut og den danske regering.

Partiet vil også undersøge, om studiestøtten matcher leveomkostningerne, og arbejde for, at studerende kan rejse hjem og arbejde i Grønland uden at miste deres studiebolig.

Endelig ønsker Siumut at styrke samarbejdet mellem studerende og erhvervslivet, så flere får praktikpladser, samt at grønlandske studerendes baggrund anerkendes som en særlig kvalifikation.

Det skriver Ane Lone Bagger (S) i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS